En forvandling af de nationale tests

Kan de nationale tests overhovedet blive en succes?
Den nye regering har på baggrund af massiv kritik afskaffet de nationale tests – for de mindre skolebørn. Men eleverne i de store klasser i folkeskolen skal stadig afholde en ændret version af testene.

At de nationale tests i deres nuværende form er en katastrofe for elevernes motivation, kan du læse i mit tidligere indlæg Testregimets sabotage af motivationen.
Så hvad skal der ændres for at det kan blive godt nok?

Lad os starte med formålet med de nationale tests. Tests er ikke en måde at undervise eleverne på, for formålet med at afvikle en test er ikke at give eleverne ny viden. De er en evalueringsform, deres formål er at give information til underviserne, til skolen, til staten og til eleverne selv om deres faglige niveau. Denne information skal helst være så specifik så mulig, så man kan finde tilbage til hvor de store huller i viden er, både på landsplan, skole-, klasse- og individplan.

Problemet er så at en test kan enten hæmme eller styrke elevernes faglige selvtillid og motivation til at deltage i undervisningen i de efterfølgende år – et faktum der fuldstændigt er ignoreret i de nuværende tests. Da elevernes evne til at løse faglige opgaver er direkte afhængig af deres faglige selvtillid (ifølge Skaalvik), er det et betydelig selvmål.

Idet tests ikke er en undervisningsform, skal de ikke vurderes ud fra teorier om læring. Derimod er det oplagt at vurdere testen på dens evne til at synliggøre og fremhæve elevernes fremskridt, et væsentligt element i motivation ifølge både Octalysis og Skaalvik.

Som jeg før har nævnt i Vi skal ikke have 13-skalaen tilbage vil den gennemsnitlige elev gøre store fremskridt fra 3. til 9. klasse, men ikke kunne se det på sine karakterer. De bliver normalt på samme niveau, og nogen gange vil de endda falde.
I stedet for at opleve motivationen i at sammenligne sin præstation med sit eget tidligere niveau, er eleven tvunget til at sammenligne sig med andre, hvilket kun er motiverende for de bedste.

Af den grund skal testen ikke give eleverne et resultat som en karakter. Det er ikke bedre at give eleverne resultatet som en procentsats af antal rigtige, hvis prøvens sværhedsgrad stiger i takt med elevens niveau, og fremskridtet på den måde usynliggøres.

Nej, den korrekte metode er for det første at vise eleven pointtallet, og for det andet at sikre sig at det stiger i takt med elevens fremskridt – gerne endnu hurtigere. Så kan eleverne blive motiveret af at sammenligne deres nye resultater med deres tidligere – hvilket skal være nemt at gøre når de får vist resultatet.

En bedre test i praksis

En måde at få pointtallet til at vokse på er at give opgaverne points efter absolut sværhedsgrad. Lad os for eksempel sige at den samme opgave stilles i testen til både 6., 7., og 8. klasse. Forventningen er at opgaven kun kan løses af de bedste elever i 6. klasse (svær opgave), af middel-eleverne i 7. klasse (middel opgave) og af næsten alle elever i 8. klasse (let opgave). Men i alle tilfælde giver opgaven 10 points, uanset om eleven tager testen i 6., 7., eller 8. klasse. Derfor giver det sig selv at eleven opnår større og større pointtal over tid.

Hvis det er teknisk svært at gennemføre, findes der en mere simpel metode. Elevens besvarelse opgøres først som en procentsats af maksimalt antal points. Denne procentsats bliver så ganget med en sværhedsgrad, der stiger for hver test. En passende stigning kunne være +20% for en kvartal-test, eller mellem +50% og +100% for en årlig test.

Jeg har selv anvendt metoden til at give elever evalueringer af deres skriftlige opgaver, se Når eleverne bliver eksperter i fysikrapporter. Her blev pointtallet præsenteret på følgende måde, så det var oplagt at sammenligne med tidligere resultater:

Screenshot_annonym_elevfeedback

At eleverne kan se fremskridt, vil i sig selv gøre testene mere motiverende, måske nok til at de ikke længere er demotiverende for flertallet af elever.

Men det kan gøres endnu bedre ved at tillade eleven at gentage testen. En af de store årsager til at tests og eksaminer er angstprovokerende, er at de ikke kan tages om.
At testen tages om betyder ikke at de tidligere data slettes, så det modarbejder ikke formålet om at måle elevernes niveau.
Men når testen tages om kan det have indflydelse på den præsentation, der vises til eleven. “Højeste pointtal” og “Seneste pointtal” bør fremhæves for eleven, da de giver største fornemmelse af succes og dermed motivation.

Når testen gøres åben for gentagelse kan det ligefrem give anledning til at eleven lærer noget, idet mange vil ønske at slå deres “high-score”, og derfor være interesserede i at rette deres tidligere fejl og misforståelser.
På den måde bør underviseren også lade det komme eleven til gode i karaktervurderingen at vedkommende er gået tilbage og har rettet sine fejl. Hvis underviseren i det hele taget ønsker at anvende testen i sin vurdering.

Med disse simple ændringer vil de nationale tests kunne ændres fra et meningsløst og demotiverende element, til noget der måske endda kan hjælpe med elevernes motivation.

Vil du vide mere om undervisning og motivation? Læs om Gamificerede undervisningsmetoder
Eller hold dig opdateret på Facebook-gruppen 
Gamification i undervisningen

The brilliance of They are Billions

A new RTS title from an unknown developer managed to gain tons of hype from game streamers, some of them StarCraft veterans – the dominating Esport game in the RTS genre.

So why did They are Billions make an impact in these game enthusiasts, when several hundred titles are released from unknown developers every year? (to be fair, Numantian Games had released one title before, but not one I have ever heard of).

they_are_billions

The hype comes down to two extremely important game techniques, which this new zombie game introduce to the RTS genre.

A genre-defying pause

Real strategy games are put in two main categories: Turn-based and Real Time Strategy (RTS). In other words, whether the game world progress at all times, so in “real” time, or whether the player decide when to switch the turn, so that an amount of time will pass.

The benefit of real time is immersion – the people and vehicles move around in a real way, just like the view from a tower. Turn-based breaks immersion when units stand still most of the time, and only move in short sequences. But real time introduce a stress factor. Most RTS titles require the player to manage their economy by constructing buildings and researching upgrades at a good timing, at the same time that the player produce and control their army units.

For this reason, strategy often takes a backseat in importance, with multitasking skill and ability to execute standard procedures efficiently being the main characteristics of a good player. The turn-based games allow the player the room to think ahead – to actually plan a strategy in the middle of the game.

Now enter the first hero of They are Billions: The pause button.

Other RTS titles have the ability to pause, but it is often hidden, so that players feel like pausing is not part of the game, but just an option to get some tea and biscuits in the kitchen.

On the other hand They are Billions put the pause button right in on the interface, as a rather large button. It is also keyed to the space bar, just in case clicking with the mouse would be too much effort.

This forces the player to accept pausing as part of the game, and a good option whenever things get overwhelming and multitasking would otherwise be needed.

So the pause hero have effectively created a genre hybrid: a game with the immersion of an RTS, but keeping the focus on strategy and planning from the turn based genre. The best of two worlds, and surely a trick that other RTS games will copy in the future.

Vulnerability and fear

The second stroke of genius is tweaking the game mechanics to emphasize the fear in the zombie genre, by making the player vulnerable.

In a standard RTS game like Starcraft or Age of Empires, they base of the player is quite sturdy. If a few enemy units would walk into the base, it would take them a while to tear down the buildings, time enough that the defender would be able to move his army back.

The most vulnerable part of the player economy is not the buildings, but the workers. A few enemy units could quickly kill several workers, but only if the defender does not react and move them to safety.
Most RTS games are not lost or won because a player was too slow to defend his base, but rather because his entire army has been defeated, and he is left with nothing to defend with. So in some sense, the army is the most vulnerable thing the player control.

They are Billions turn this usual logic on it’s head. Even the most basic army units are quite durable. They can take several hits from the infected, at the same time that they have superior speed and range.

In contrast, the buildings are extremely vulnerable – especially the tent, which is a cheap option to expand the base. Whenever a zombie manage to overcome the defence of a building, the building become infected. This stop the building from functioning, but more importantly, the 4 to 10 inhabitants of the building are now zombies, making their way to the next building!
This very quickly spirals out of control, with each new infected building spawning more zombies inside the base. If the player does not have a sizeable army right next to the outbreak, it is game over.
Placement of units and walls are key, and if there is ever a hole in your defensive line, chances are high that you will lose.

But on the other hand, when the attack has been repelled, there is rarely any lasting damage. Player units are tough, and infected buildings just need a cheap “repair” procedure once any nearby zombies are gone.
I recently managed to save my base in the last moment, at 4 or 5 buildings infected. Extremely close to defeat, but my losses were minimal.

This dynamic is brilliant, because in a usual game the damage to my forces would have been so great that I would not have been able to win the game.
Losing from attrition in a game against AI hordes is not a fun way to lose. Too often RTS players end up in a situation where there is little chance they can win, but the game drag on for a long time before they finally lose.

For this reason, every battle has to be won at a good margin, coming close to defeat mean that you will lose in the long run, and you might as well quit.
But winning a close batte is exciting – still having a chance to beat the game makes it even better. And it’s just that kind of excitement that They are Billions bring to the RTS genre.

The full version of the game and it’s campaign mode is released today, so I’m off to enjoy this masterpiece at Steam.

Pædagogiske dage om gamification?

Skal underviserne på dit gymnasium blive bedre til at motivere eleverne på de pædagogiske dage i år? Så kunne det være at I var interesserede i et foredrag eller en workshop om gamification i undervisningen.

Kontaktoplysninger nederst i indlægget

Ideen bag gamification er meget simpel: Brug de motiverende elementer fra spil til at engagere eleverne i undervisningen, på samme måde som de engagerer sig i digitale spil, brætspil eller sport. Det kan man gøre på mange måder, men heldigvis behøver man ikke at forsøge sig frem i blinde. Der findes en stor viden om gamification, blandt andet det højt respekterede framework Octalysis, som jeg selv er certificeret inden for (som eneste danske underviser).

Jeg har de seneste år arbejdet intensivt på at udvikle gamificerede undervisningsmetoder, til brug i gymnasiet. Da jeg har brugt dem i mit daglige arbejde som underviser i fysik- og matematik på STX, HTX og EUX har de af sig selv fået den flexibilitet, der gør dem praktisk anvendeligt i undervisningen. Og jeg har set de positive resultater på nærmeste hånd.

Denne viden vil jeg meget gerne dele ud af til andre undervisere, hvilket jeg dels har gjort gennem denne blog, og dels ved at holde foredrag og workshops på gymnasier og i faglige foreninger.

Mine bedste og mest flexible undervisningsmetoder omhandler brug af fortællinger, spillekort med faglige spørgsmål, et digitalt spil hvor figurene opnår erfaring og guld gennem undervisingen, samt en fleksibel struktur hvor opgaver vises på et kort (se nedenfor).
Alt sammen med det dobbelte formål at gøre undervisningen mere interessant for eleverne – og at engagere eleverne mere i undervisningen.

map_landkort_kinematik

Hvis du allerede nu er overbevist, kan du kontakte mig gennem oplysningerne nederst i indlægget. Ellers vil jeg fortsætte med at forklare, hvorfor I ikke bare skal finde en forsker eller ph.d. studerende til den pædagogiske dag igen i år…

Det rationelle argument

For et mellemstort gymnasium med 100 undervisere, vil en pædagogisk dag på 5 timer fra 9 til 14 optage 500 timers arbejdstid, eller 1/4 af en fuldtidsstilling.
Der er altså mange ressourcer på spil, og af den grund er det vigtigt at dagens indhold bliver til gavn for underviserne.
Desværre er der et indbygget modsætningsforhold imellem de pædagogiske forskere, der ofte inviteres til pædagogiske dage, og almindelige undervisere.
Forskernes interesse består i at andre får kendskab til deres forskning, og vil ofte fokusere meget på den måde, det pædagogiske eksperiment er sat op og på databehandlingen af eksperimentet, frem for den lavpraktiske implementering.

Denne nye viden kan underholde og i nogen grad inspirere underviserne. Men de fleste undervisere er mest interesserede i at få konkret viden om hvordan de nye ideer kan integreres i undervisningen, når begrænset forberedelsestid, fagbekendtgørelsen og forstyrrelser i skemaet skaber begrænsninger. Og det bidrager detaljer om diverse eksperimenter og undersøgelser ikke til.

Af den grund er oplæg fra undervisere, der har udviklet nye undervisningsformer som en del af deres daglige undervisning, langt mere relevante. De har både mulighed for og interesse i at svare på de helt praktiske problemstillinger – fordi de selv har stået i dem i hverdagen. Undervisere som Lasse Seidelin og jeg selv står klar til at dele ud af vores viden, og hjælpe med at omsætte den i praksis.

Jeg håber på at du vil overveje at nævne mit foredrag og workshop som en mulighed for ledelsen på dit gymnasium. Ikke blot viden om hvordan elevernes motivation kunne forbedres, men også redskaberne til at gøre det i praksis.

Kontaktoplysninger:
Bo Paivinen Ullersted, 29 60 26 59 eller bpj (snabel-a) college360.dk

Vil du vide mere om gamification? 
Læs om mine Gamificerede undervisningsmetoder 
eller hold dig opdateret på Facebook-gruppen Gamification i undervisningen

Nedlæg Sjælsmark og stop Stram Kurs

Det er i virkeligheden meget enkelt at løse den udlændinge-politiske hårknude som dansk politik (og især S og V) har været rodet ind i de sidste årtier.

Problemet er for det første, at politikerne ikke taler om det problem, som opleves af vælgerne til de fremmedfjendske partier. Og for det andet at politikerne ikke forsøger at løse problemet.
Det centrale problem er det erklærede mål fra Islamisk Stat om at omstyrte demokratiet og indføre sharia-lov med vold.

Den afgørende forskel på om en vælger stemmer islam-kritisk eller ej, handler om hvor seriøst de tager denne trussel. Er erobringskrig en grundlæggende del af islam, som står centralt i koranen? Hvor mange danske muslimer ønsker at indføre sharia? Kan man stole på deres erklæringer? Hvor mange venter bare på at der bliver nok muslimer i Danmark?
Alle disse spørgsmål er relevante for det centrale problem.

Men politikerne foretrækker at tale om spørgsmål, der er helt urelateret til problemet. Hvor meget koster det samfundet at have asylansøgere og 2. generations indvandrere? Er udlændinge og efterkommere fra ikke-vestlige lande mere kriminelle end danskere? Får de gode karakterer? Er der stigende arbejdsløshed?
Svar på disse spørgsmål bruges som argument for at gennemføre symbolske stramninger, som kortvarigt tilfredsstiller islamkritikerens følelsesmæssige behov for handling, men ikke reelt løser problemet. Potentielt set kunne svar på disse spørgsmål også bruges til at rulle nogen af stramningerne tilbage, også uden at løse problemet.

Men så længe denne symbolske indførsel og ophævning af irrelevante stramninger fortsætter, vil vi hverken forbedre sikkerheden imod Islamisk terror, opnå en mere humanitær asylpolitik eller svække voldsparate nationalistiske fraktioner.
En løsning består af helt andre tiltag, end DK har set de sidste to årtier.

Et udkast til en overordnet løsning kan læses her: Imens vi venter på borgerkrigen

En løsning på Sjælsmark

Skal vi acceptere at børn indespærres under umenneskelige vilkår, for at tvinge deres forældre til at rejse? Eller skal vi acceptere at afviste asylansøgere, illegale emmigranter og udvisnings-dømte kriminelle bruger deres børn som skjold, så de kan forblive en del af det danske samfund?
Hverken det ene eller det andet.

Løsningen på Sjælsmark er at stoppe med at se udlændinge som personer, der enten hører til i det danske samfund, eller i hjemlandet. Vi skal afskaffe begreberne “afvist asylansøger”, “tålt ophold”, “tvangshjemsendelse” og “udrejsecenter”.

I stedet skal vi opbygge områder, hvori personer uden opholdstilladelse i Danmark kan opholde sig permanent og på humane vilkår. Sjælsmark kan omdannes til et sådant område, ved at udvide området, fjerne restriktive regler og omformulere formålet fra “tilskyndelse til hjemrejse” til “permanent levested for personer uden opholdstilladelse”.
På den måde kan vi på en gang opretholde loven ved at fjerne personer uden opholdstilladelse fra samfundet, og samtidig behandle de personer humant, der ikke ønsker at rejse “hjem” på grund af frygt for konsekvenserne.

Læs flere detaljer om områderne her: Imens vi venter på borgerkrigen

Kort sagt er det muligt at finde løsninger på den fastlåste udlændingepolitik. Og det er nødvendigt, for ikke at give endnu mere magt til rabiate fremmedfjendske fraktioner – eller voldelige islamister.

Skyd med kanoner

Spillet Kanon Kamp er et læringsspil om fysik – mere præcist om kinematik, altså hvordan objekter bevæger sig. Man kan også sige at det er en simulation der er gjort til et spil.

Jeg har udviklet det som en udfordring til mine elever, som tester deres forståelse af den undervisning de har gennemgået i kinematik.

Spillernes opgave er helt simpelt at ramme fjendens kanoner inden de selv bliver ramt. Hele klassen spiller samtidigt på en projektor koblet til en enkelt computer.

kanon_spil_2.PNG

Hvert hold af elever skal så regne på skuddet ud fra oplysninger om vandret og lodret afstand til fjenden. Herefter indleverer de deres beregnede skudhastighed og vinkel til underviseren, der taster ind, så de kan se resultatet.

Jeg har selv benyttet det som afsluttende del af et narrativ omkring elevernes konfrontation med “Napoleons Soldater”, som de tidligere var blevet kidnappede af, og var undsluppet fra.
Det hjalp gevaldigt på stemningen at der kørte dramatisk musik i baggrunden (“Battle Music of Lord of the Rings” – YouTube) – der var også slukket lys, dog mest på grund af en dårlig projektor.

Læs mere om narrativ i undervisningen her: I gang med narrativ undervisning

Til sidst fik eleverne lidt tid til at skrive om deres kamp – de skulle helst også nævne hvordan de lavede beregningerne. Det handlede også om, at jeg ikke på forhånd kunne vide hvor lang tid det ville tage for dem at (forhåbentligt) vinde spillet.

Har du lyst til selv at prøve?

Her er et link til download af “Kanon kamp” til PC. Det er filen “kanon kamp.exe” der skal køres.
Og her er Kanon kamp lærervejledningen, der instruerer i brug af spillet og struktureringen af undervisningen rundt om spillet.

Vil du vide mere om at motivere elever med spil og gamification?
Bliv medlem af Facebook-gruppen Gamification i undervisningen
eller mere om narrativ i undervisningen her: I gang med narrativ undervisning

Imens vi venter på borgerkrigen

Lad os sige det som det er: DF er blevet til et stort parti, og de yderliggående partier Nye Borgerlige og Stram Kurs har fået medvind på grund af en konkret frygt. Frygten om muslimske grupper, der med vold og tvang vil afmontere demokratiet i Danmark, og indføre sharia-lovgivning.

Og med flyers der opfordrer “danskere” til at bevæbne sig forud for den forestående borgerkrig imod muslimerne, har Stram Kurs formået at gøre frygten konkret og håndgribelig – og skabe en ny frygt om at Stram Kurs vil forsøge at starte krigen ved at gå til angreb på muslimer.

Ideen om en religiøs/etnisk borgerkrig er nu ikke noget Stram Kurs selv har fundet på. Det er tværtimod en drøm som både Breikvik og Islamisk Stat har talt tydeligt omkring.
Og da den blodige drøm lever hos både islamiske ekstremister og højre-ekstremister kan vi ikke bare ignorere denne trussel, vi bliver tvært imod nødt til at forholde os rationelt til den. At tilslutte sig den ene eller anden lejr og øve sig i våbenbrug er ikke en rationel respons på truslen, det vil tværtimod forøge frygten og øge risikoen for vold. Den rationelle respons består i at tage skridt, der kan afmontere truslen om en borgerkrig.

“Den, der vil leve i fred, må forberede sig på krig.” Citatet fra Sun Tzu “Kunsten at føre krig” er sandt, fordi der altid vil være skrupelløse opportunister som er villige til at starte en krig. Og måden at sikre sig imod dem, er at sikre sig at de vil tabe kampen.
Her er atom-balancen et vigtigt eksempel: Intet land har angrebet et andet med atomvåben efter 2. verdenskrig. Det skyldes ikke at en atomkrig ikke kan vindes i militær forstand – det er let at vinde imod et land, der ikke selv har atomvåben. Men det skyldes forventningen om at hvis et land begynder at bruge atomvåben, vil alle vende sig imod det. På samme måde skal det gøres til en taber-sag at fremprovokere en etnisk/religiøs konflikt.

Hvis ikke vi finder en løsning, får vi i stedet en endlösung. Hvis vi ikke afmonterer de voldsparate islamister og højre-ekstremister, vil de skiftes til at overgå hinanden i vold og blodsudgydelse, og trække stadig flere personer ind i kampen.
Selvom kampen kun starter med Hizb ut-Tahrir og Stram Kurs samt deres ligesindede islamister og nynazister vil bomber og mord let kunne provokere medlemmer og tilhængere fra en række andre grupper til kamp. Jeg nævner i flæng AntiFacistisk Aktion, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og deres ungdomsorganisationer.

Desværre kan vi ikke finde løsningen i udlandet, for den dobbelte trussel af islamister og højreekstremister virker til at vokse på globalt plan.
Det er nødvendigt at vi tænker nye tanker for asylpolitikken, og gennemfører et nyt paradigmeskifte der er rationelt frem for ideologisk.

Et nyt paradigmeskifte

Det er strengt nødvendigt at det nye paradigme baserer sig på både sikkerhed og humanitære værdier. Grunden til at asylpolitikken har kunne polarisere vælgere i så mange år er at både højre- og venstrefløjen har serveret halve løsninger: Enten en “stram” sikkerhedsløsning eller en “slap” humanitær løsning.

Hvis asylpolitikken ikke er human, vil islamister kunne udnytte situationen til at udråbe muslimer til ofre, det danske samfund som racistisk, og sig selv som ofrenes forkæmpere. En inhuman asylpolitik vil også fremprovokere omgåelse af reglerne, med et voksende antal illegale indvandrere til følge, og praktisk støtte til dem fra humanitært bevidste danske statsborgere. Hvilket alt sammen er sikkerhedsmæssige problemer, ironisk fremprovokeret af et ensidigt fokus på sikkerhed.

Men det er lige så problematisk at have ensidigt fokus på humanisme, uden sikkerhed. For hvis samfundet ligger åbent kan islamister opretter “shaira-zoner”, forhindrer stemmeafgivelse eller på andre måder modarbejder demokratiet, og det vil provokere en modreaktion. Islamisternes handlinger vil fremprovokere en stor tilslutning til den ekstreme højrefløj, med (religiøs)racisme til følge, og stor sandsynlighed for voldelige overgreb. Så en ensidig humanisme modarbejder lige så ironisk humane forhold for flygtninge, som et ensidig sikkerhedfokus modarbejder den nationale sikkerhed.

Det nye paradigme har altså den ambitiøse opgave at løse begge problemer på samme tid. Derfor er det vigtigt at skære både humanisme og sikkerhed ind til benet, så opgaven kun bliver udfordrende, men stadig mulig.

Humane krav

Hvad har en flygtning behov for? Hvilke krav skal vi sætte for at vide, at asylansøgere lever et liv der kan beskrives som “humant”?
Jeg har opstillet kravene ud fra forskellige interviews med flygtninge jeg er stødt på, og ud fra en “hvad ville jeg selv have brug for”-tankegang.

Det første krav er sikkerhed. Asylansøgere skal ikke leve i frygt for at blive udvist til en livsfarlig situation, fordi en jurist har fejlvurderet den trussel de er udsat for i deres hjemland. De skal heller ikke leve i den usikkerhed det er at have midlertidigt ophold, og aldrig kunne vide hvor de vil befinde sig til næste år. Denne angstprovokerende usikkerhed er især skadelig, fordi den får mennesker til at gå i stå. Hvis man ikke regner med at kunne blive et sted, er det svært at investere energi i at finde arbejde, tage uddannelse, opbygge sociale relationer og alle andre langsigtede projekter.
Derfor er det nødvendigt at asylansøgere ikke kan hverken afvises eller udvises.

Andet krav er retten til familie. Mennesker er sociale væsner, og det er umenneskeligt at flygtningefamillier spredes over flygtningelejre i mange lande. Derfor er det nødvendigt at asylansøgere har ret til at blive genforenet med deres nære familie, og mulighed for at kontakte og besøge venner og slægtninge.

Det tredje krav er materiel og økonomisk mulighed, herunder sundhed. Flygtninge skal have dækket de helt basale behov for husly, mad og tøj, samt medicin, lægehjælp og hjælpemidler som briller og kørestole. Men den økonomiske mulighed betyder også muligheden for at have fælles og privat ejendom, og for at arbejde sig til bedre forhold. Og for børn og unge betyder det mulighed for skolegang og uddannelse.

Et fjerde krav er politiske rettigheder. Selvom det næppe står højest på dagsordenen hos en flygtning, der kommer direkte fra en krigszone, er det en nødvendighed at flygtninge oplever indflydelse på lokale beslutninger, og får formel lokalpolitisk indflydelse. Det handler især om at give flygtninge demokratiske erfaringer, og lade dem tage disse med sig ved en evt. frivillig tilbagevenden til hjemlandet.

Vi ved også at der globalt set er store flygtningestrømme, og at mange flygtninge lever i flygtningelejre der kun er beregnede til midlertidig beboelse. Det er nødvendigt også for det danske samfund at hjælpe med placeringen af flygtninge, både de nuværende krigsflygtninge og de kommende klimaflygtninge. En human asylpolitik skal være human for flygtninge overordnet set, og ikke for få udvalgte der er heldige nok til at slippe gennem nåleøjet der lader dem søge asyl i Danmark.
Derfor må det sidste humane krav være at Danmark skal modtage et realistisk antal asylansøgere, i betragtning af størrelsen på de globale flygtningestrømme.

Sikkerhedskrav

Hvad skal der til for at det danske samfund kan regnes for sikkert – selv hvis der er mange radikale islamister og IS-sympatisører iblandt asylansøgerne? Og hvad skal der til for at asylansøgerne kan være sikre, selv hvis den ekstreme højrefløj vil skræmme dem væk med voldelige midler?

Det er svært at komme uden om at tænke i områder og tilladelser. Et område med asylansøgernes hjem, hvorfra højreekstremister kan forbydes adgang. Og omvendt kan radikale islamister forbydes udgang fra området til det omkringliggende samfund.

I en fredelig periode kan det fungere præcis som polititilhold og zoneforbud – ved at politiet efterforsker overtrædelser, og uden fysiske sikringer.
Men i en tilspidset situation med terror eller gadekampe, kan området sikres med hegn og overvågning langs grænsen, og checkpoints hvor adgangen både ind og ud af området kontrolleres. Samtidig kan der skiftes til en positiv-liste, så kun beboere og personale til f.eks. sundhedstjenester kommer ind på området, og kun flygtninge med en sikkerhedsgodkendelse kommer ud fra området.

For at sikre sig at aflukningen af området ikke skaber et fængsel (og ryger i den inhumane fælde), er det nødvendigt at området har en størrelse så det ikke blot er en kompakt lejr eller center, men også har omkringliggende arealer med plads til natur, haver og boldbaner. Desuden skal faciliteter til sundhed og uddannelse ligge på området, så beboerne ikke afskæres adgang.

Det kombinerede krav om sikkerhed og humane forhold betyder, at enhver asylansøger skal have ret til at bo i området på livstid (og til at flytte til et andet område eller land der vil modtage personen), men ikke at asylansøgere nødvendigvis opnår hverken statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse i det omkringliggende samfund.

Når disse krav overholdes, vil Danmark have opnået et paradigme for asylansøgere, der er både humant og sikkert. På den måde vil både den islamiske og højreorienterede ekstremisme være afskåret fra at bruge asylpolitikken som løftestang for deres antidemokratiske ambitioner.

En dyr løsning – eller?

Umiddelbart kan det virke som en dyr løsning at skulle holde et eller flere mini-samfund kørende, med en forøget adgang til asyl. Men jeg har et forslag der vil gøre løsningen langt mere dynamisk.
For det første skal alle flygtninge i lejren have Universal Basic Income (UBI)- en fast overførselsindkomst, som modsat dagpenge og kontanthjælp er uden modkrav.
Denne sats kan sættes så lavt, at den kun dækker en ret basal levestandard – udgifter til f.eks. ordineret medicin dækkes separat, og børn modtager UBI efter de omkostninger der er forventede for deres alder.

For det andet skal alle funktioner i området søges dækket af beboere i området: sundhedspersonale, butikspersonale, undervisere, håndværkere og vagter. Mange flygtninge har en uddannelse fra deres hjemland, og det vil være en hjælp til dem at få lov til at anvende den – og samtidigt reducerer man besværet med tolke.
Da alle ansatte lønnes af det offentlige (og betaler skat) vil det tilføre en pengestrøm til området.

På grund af den lave UBI vil indbyggerne i området være stærkt motiverede til at tage småjobs eller starte egne mini-virksomheder, for at hæve deres levestandard med den ekstra indkomst (som ikke modregnes i UBI).
Det kan både handle om at finde job i det omkringliggende samfund (for de kvalificerede), men også om f.eks. at dyrke jorden inde på området, producere simple håndlavede produkter eller tilbyde serviceydelser.

Såfremt området ikke er aflukket (hvilket kun bør ske i ekstreme tilfælde), vil man forvente at indbyggerne i høj grad bidrager til samfundet med deres arbejdskraft – og skattebetaling. Da udgiften til overførselsindkomster samtidigt er begrænset af den lave sats, vil det være sandsynligt at samfundet samlet set vil profitere på området.

Til kritikerne

For nu at komme komme kritik i forkøbet: Det nye paradigme forhindrer ikke asylansøgere i at opnå permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab, hvilket naturligvis ophæver kravet om at de skal bo i flygtninge-området.
Det skal tvært imod ses som en afskaffelse af begreberne “tålt ophold”, “tvangs-hjemsendelse” og “afviste asylansøgere” og udrejse-centre som Sjælsmark.

Den nuværende asylpolitik er national-egosistisk, da DK ikke reelt bidrager til at løse problemet med globale flygtningestrømme. Den er også inhuman, da asylansøgere ikke har ubetinget ret til familiesammenføring, risikerer udvisning til en krigszone, og skal leve i usikkerhed med truslen om udvisning over hovedet.
Slev hvis der ikke var nogen islamisk eller højre-ekstremistisk trussel, skulle vi stadig ændre asylparadigmet af den simple grund at det er elendigt.

Jeg ved godt at de fleste tilhængere af en humanitær asylpolitik er fuldstændig afvisende over for at der skulle være en trussel fra ekstreme islamister. At truslen er stærkt overvurderet, ikke reel, og ikke noget man bør tage hensyn til i politik.

Men ved sidste folketingsvalg fik de humanistiske partier Ø, Å og R kun i alt 18% af folketingets mandater (fraregnet atlantens mandater). Med andre ord er der ikke den fjerneste opbakning blandt DK’s vælgere til at vælge humanisme på bekostning af sikkerhed. Den eneste mulighed for at få en humanitær asylpolitik, er et nyt paradigme.
Og hvis du betvivler den konklusion, vil jeg meget gerne høre din plan for hvordan du vil næsten tredoble vælgertilslutningen til de humanistiske partier, så de får flertal…

Dit valg

Jeg mener ikke at UBI og lokalt personale er en nødvendighed for at paradigmet kan fungere, men det vil gøre det mere dynamisk og mindre bureaukratisk.

Men resten af det nye paradigmeskifte er så bydende nødvendigt for Danmark, at du bliver nødt til at forholde dig til det.
Skriv om det. Stil spørgsmål. Kom med forslag til forbedringer og ændringer. Diskuter og del.
Selv hvis du er kritisk, vil jeg opfordre dig til at dele din mening, og formulere en konstruktiv kritik. Følg mig og skriv til mig @BoJense39508995

Vi er nødt til at nå til et bedre paradigme for asylpolitik i Danmark.

Du kan læse mere om mine tanker i det tidligere indlæg Global flygtningekrise: en ny løsning

Adding choice to exercises

This is the second part of the four synergetic gamified methods that I use for teaching. You can read about the first one here: Creating stories for teaching

With the story providing a reason to why the students should learn the theory at hand, the next task is to make the exercises more interesting. This is done by using a flexible structure, that allow students to choose between different exercises, and do them as fast as they want.

I described this earlier in the post Exploration of knowledge, but with my own experience in using the system, I’ve developed it further.

Like before, the system presents the students for exercises on a map. The students work in teams, and they are free to take on any exercise that they have unlocked.
Here is the new part: Everyone start every module by doing a common exercise. This common exercise can be the “minimum” that you require even the least ambitious student to do. When they are done, this exercise unlock new bonus exercises. They can also go back and to other exercises, that they didn’t finish in earlier modules.
structure of exercises

As you can see in the illustration, some of the bonus exercises unlock even more bonus exercises. Now the mid-students, who have time for more than the common exercises, but not enough to do every exercise, have meaningful choices. Do they want to go for exercises that are mainly calculations, some that require reading, well-written arguments or small experimental exercises?

What I like about this structure is the timing. Instead of having students progressing through the theory at different speeds, everyone will be at the same page. Some students have done more exercises in the last lesson, but they can all benefit from homework and a presentation about the theory for this lesson. You might even have students doing presentation about the bonus exercises, so that everyone get the information contained in them.

If you read about the first method, Creating stories for teaching, you will know that each part of the story should end with a major challenge, like an experiment. This is of cause a common “exercise”, as all students must complete it. It is also a good time to end the map, and begin a new one.

map_landkort_kinematik
Example map, ready to use (in Danish)

So this is what a finished map could look like. You find a fitting map to use as a background, then put in text boxes and arrows on top of it. I use Publisher, but you can use your favorite image editor. Use Word only if you like pain. Then print the maps to the students, so that every group have one.

Since the example is in Danish, let me explain a bit. The text in large font represent the common exercises. Since I use a story in my teaching, they have a headline. The box below is what the students should do: read these examples and solve these exercises at this page.
There is also information about points – XP and GP, since I use Classcraft and award the students points for each exercise.

The arrows point to the bonus exercises that are made available, and the small boxes next to the exercise are used to mark the progress of the students.

A nice trick is to use a dice to pick which student in the group should present their work. If the student can’t do this with confidence, they need to try again. This ensures that everyone get an understanding of the solution that the group produced.

Want to know more? Read here about Gamification of teaching