Det er i virkeligheden meget enkelt at løse den udlændinge-politiske hårknude som dansk politik (og især S og V) har været rodet ind i de sidste årtier.

Problemet er for det første, at politikerne ikke taler om det problem, som opleves af vælgerne til de fremmedfjendske partier. Og for det andet at politikerne ikke forsøger at løse problemet.
Det centrale problem er det erklærede mål fra Islamisk Stat om at omstyrte demokratiet og indføre sharia-lov med vold.

Den afgørende forskel på om en vælger stemmer islam-kritisk eller ej, handler om hvor seriøst de tager denne trussel. Er erobringskrig en grundlæggende del af islam, som står centralt i koranen? Hvor mange danske muslimer ønsker at indføre sharia? Kan man stole på deres erklæringer? Hvor mange venter bare på at der bliver nok muslimer i Danmark?
Alle disse spørgsmål er relevante for det centrale problem.

Men politikerne foretrækker at tale om spørgsmål, der er helt urelateret til problemet. Hvor meget koster det samfundet at have asylansøgere og 2. generations indvandrere? Er udlændinge og efterkommere fra ikke-vestlige lande mere kriminelle end danskere? Får de gode karakterer? Er der stigende arbejdsløshed?
Svar på disse spørgsmål bruges som argument for at gennemføre symbolske stramninger, som kortvarigt tilfredsstiller islamkritikerens følelsesmæssige behov for handling, men ikke reelt løser problemet. Potentielt set kunne svar på disse spørgsmål også bruges til at rulle nogen af stramningerne tilbage, også uden at løse problemet.

Men så længe denne symbolske indførsel og ophævning af irrelevante stramninger fortsætter, vil vi hverken forbedre sikkerheden imod Islamisk terror, opnå en mere humanitær asylpolitik eller svække voldsparate nationalistiske fraktioner.
En løsning består af helt andre tiltag, end DK har set de sidste to årtier.

Et udkast til en overordnet løsning kan læses her: Imens vi venter på borgerkrigen

En løsning på Sjælsmark

Skal vi acceptere at børn indespærres under umenneskelige vilkår, for at tvinge deres forældre til at rejse? Eller skal vi acceptere at afviste asylansøgere, illegale emmigranter og udvisnings-dømte kriminelle bruger deres børn som skjold, så de kan forblive en del af det danske samfund?
Hverken det ene eller det andet.

Løsningen på Sjælsmark er at stoppe med at se udlændinge som personer, der enten hører til i det danske samfund, eller i hjemlandet. Vi skal afskaffe begreberne “afvist asylansøger”, “tålt ophold”, “tvangshjemsendelse” og “udrejsecenter”.

I stedet skal vi opbygge områder, hvori personer uden opholdstilladelse i Danmark kan opholde sig permanent og på humane vilkår. Sjælsmark kan omdannes til et sådant område, ved at udvide området, fjerne restriktive regler og omformulere formålet fra “tilskyndelse til hjemrejse” til “permanent levested for personer uden opholdstilladelse”.
På den måde kan vi på en gang opretholde loven ved at fjerne personer uden opholdstilladelse fra samfundet, og samtidig behandle de personer humant, der ikke ønsker at rejse “hjem” på grund af frygt for konsekvenserne.

Læs flere detaljer om områderne her: Imens vi venter på borgerkrigen

Kort sagt er det muligt at finde løsninger på den fastlåste udlændingepolitik. Og det er nødvendigt, for ikke at give endnu mere magt til rabiate fremmedfjendske fraktioner – eller voldelige islamister.

Lad os sige det som det er: DF er blevet til et stort parti, og de yderliggående partier Nye Borgerlige og Stram Kurs har fået medvind på grund af en konkret frygt. Frygten om muslimske grupper, der med vold og tvang vil afmontere demokratiet i Danmark, og indføre sharia-lovgivning.

Og med flyers der opfordrer “danskere” til at bevæbne sig forud for den forestående borgerkrig imod muslimerne, har Stram Kurs formået at gøre frygten konkret og håndgribelig – og skabe en ny frygt om at Stram Kurs vil forsøge at starte krigen ved at gå til angreb på muslimer.

Ideen om en religiøs/etnisk borgerkrig er nu ikke noget Stram Kurs selv har fundet på. Det er tværtimod en drøm som både Breikvik og Islamisk Stat har talt tydeligt omkring.
Og da den blodige drøm lever hos både islamiske ekstremister og højre-ekstremister kan vi ikke bare ignorere denne trussel, vi bliver tvært imod nødt til at forholde os rationelt til den. At tilslutte sig den ene eller anden lejr og øve sig i våbenbrug er ikke en rationel respons på truslen, det vil tværtimod forøge frygten og øge risikoen for vold. Den rationelle respons består i at tage skridt, der kan afmontere truslen om en borgerkrig.

“Den, der vil leve i fred, må forberede sig på krig.” Citatet fra Sun Tzu “Kunsten at føre krig” er sandt, fordi der altid vil være skrupelløse opportunister som er villige til at starte en krig. Og måden at sikre sig imod dem, er at sikre sig at de vil tabe kampen.
Her er atom-balancen et vigtigt eksempel: Intet land har angrebet et andet med atomvåben efter 2. verdenskrig. Det skyldes ikke at en atomkrig ikke kan vindes i militær forstand – det er let at vinde imod et land, der ikke selv har atomvåben. Men det skyldes forventningen om at hvis et land begynder at bruge atomvåben, vil alle vende sig imod det. På samme måde skal det gøres til en taber-sag at fremprovokere en etnisk/religiøs konflikt.

Hvis ikke vi finder en løsning, får vi i stedet en endlösung. Hvis vi ikke afmonterer de voldsparate islamister og højre-ekstremister, vil de skiftes til at overgå hinanden i vold og blodsudgydelse, og trække stadig flere personer ind i kampen.
Selvom kampen kun starter med Hizb ut-Tahrir og Stram Kurs samt deres ligesindede islamister og nynazister vil bomber og mord let kunne provokere medlemmer og tilhængere fra en række andre grupper til kamp. Jeg nævner i flæng AntiFacistisk Aktion, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og deres ungdomsorganisationer.

Desværre kan vi ikke finde løsningen i udlandet, for den dobbelte trussel af islamister og højreekstremister virker til at vokse på globalt plan.
Det er nødvendigt at vi tænker nye tanker for asylpolitikken, og gennemfører et nyt paradigmeskifte der er rationelt frem for ideologisk.

Et nyt paradigmeskifte

Det er strengt nødvendigt at det nye paradigme baserer sig på både sikkerhed og humanitære værdier. Grunden til at asylpolitikken har kunne polarisere vælgere i så mange år er at både højre- og venstrefløjen har serveret halve løsninger: Enten en “stram” sikkerhedsløsning eller en “slap” humanitær løsning.

Hvis asylpolitikken ikke er human, vil islamister kunne udnytte situationen til at udråbe muslimer til ofre, det danske samfund som racistisk, og sig selv som ofrenes forkæmpere. En inhuman asylpolitik vil også fremprovokere omgåelse af reglerne, med et voksende antal illegale indvandrere til følge, og praktisk støtte til dem fra humanitært bevidste danske statsborgere. Hvilket alt sammen er sikkerhedsmæssige problemer, ironisk fremprovokeret af et ensidigt fokus på sikkerhed.

Men det er lige så problematisk at have ensidigt fokus på humanisme, uden sikkerhed. For hvis samfundet ligger åbent kan islamister opretter “shaira-zoner”, forhindrer stemmeafgivelse eller på andre måder modarbejder demokratiet, og det vil provokere en modreaktion. Islamisternes handlinger vil fremprovokere en stor tilslutning til den ekstreme højrefløj, med (religiøs)racisme til følge, og stor sandsynlighed for voldelige overgreb. Så en ensidig humanisme modarbejder lige så ironisk humane forhold for flygtninge, som et ensidig sikkerhedfokus modarbejder den nationale sikkerhed.

Det nye paradigme har altså den ambitiøse opgave at løse begge problemer på samme tid. Derfor er det vigtigt at skære både humanisme og sikkerhed ind til benet, så opgaven kun bliver udfordrende, men stadig mulig.

Humane krav

Hvad har en flygtning behov for? Hvilke krav skal vi sætte for at vide, at asylansøgere lever et liv der kan beskrives som “humant”?
Jeg har opstillet kravene ud fra forskellige interviews med flygtninge jeg er stødt på, og ud fra en “hvad ville jeg selv have brug for”-tankegang.

Det første krav er sikkerhed. Asylansøgere skal ikke leve i frygt for at blive udvist til en livsfarlig situation, fordi en jurist har fejlvurderet den trussel de er udsat for i deres hjemland. De skal heller ikke leve i den usikkerhed det er at have midlertidigt ophold, og aldrig kunne vide hvor de vil befinde sig til næste år. Denne angstprovokerende usikkerhed er især skadelig, fordi den får mennesker til at gå i stå. Hvis man ikke regner med at kunne blive et sted, er det svært at investere energi i at finde arbejde, tage uddannelse, opbygge sociale relationer og alle andre langsigtede projekter.
Derfor er det nødvendigt at asylansøgere ikke kan hverken afvises eller udvises.

Andet krav er retten til familie. Mennesker er sociale væsner, og det er umenneskeligt at flygtningefamillier spredes over flygtningelejre i mange lande. Derfor er det nødvendigt at asylansøgere har ret til at blive genforenet med deres nære familie, og mulighed for at kontakte og besøge venner og slægtninge.

Det tredje krav er materiel og økonomisk mulighed, herunder sundhed. Flygtninge skal have dækket de helt basale behov for husly, mad og tøj, samt medicin, lægehjælp og hjælpemidler som briller og kørestole. Men den økonomiske mulighed betyder også muligheden for at have fælles og privat ejendom, og for at arbejde sig til bedre forhold. Og for børn og unge betyder det mulighed for skolegang og uddannelse.

Et fjerde krav er politiske rettigheder. Selvom det næppe står højest på dagsordenen hos en flygtning, der kommer direkte fra en krigszone, er det en nødvendighed at flygtninge oplever indflydelse på lokale beslutninger, og får formel lokalpolitisk indflydelse. Det handler især om at give flygtninge demokratiske erfaringer, og lade dem tage disse med sig ved en evt. frivillig tilbagevenden til hjemlandet.

Vi ved også at der globalt set er store flygtningestrømme, og at mange flygtninge lever i flygtningelejre der kun er beregnede til midlertidig beboelse. Det er nødvendigt også for det danske samfund at hjælpe med placeringen af flygtninge, både de nuværende krigsflygtninge og de kommende klimaflygtninge. En human asylpolitik skal være human for flygtninge overordnet set, og ikke for få udvalgte der er heldige nok til at slippe gennem nåleøjet der lader dem søge asyl i Danmark.
Derfor må det sidste humane krav være at Danmark skal modtage et realistisk antal asylansøgere, i betragtning af størrelsen på de globale flygtningestrømme.

Sikkerhedskrav

Hvad skal der til for at det danske samfund kan regnes for sikkert – selv hvis der er mange radikale islamister og IS-sympatisører iblandt asylansøgerne? Og hvad skal der til for at asylansøgerne kan være sikre, selv hvis den ekstreme højrefløj vil skræmme dem væk med voldelige midler?

Det er svært at komme uden om at tænke i områder og tilladelser. Et område med asylansøgernes hjem, hvorfra højreekstremister kan forbydes adgang. Og omvendt kan radikale islamister forbydes udgang fra området til det omkringliggende samfund.

I en fredelig periode kan det fungere præcis som polititilhold og zoneforbud – ved at politiet efterforsker overtrædelser, og uden fysiske sikringer.
Men i en tilspidset situation med terror eller gadekampe, kan området sikres med hegn og overvågning langs grænsen, og checkpoints hvor adgangen både ind og ud af området kontrolleres. Samtidig kan der skiftes til en positiv-liste, så kun beboere og personale til f.eks. sundhedstjenester kommer ind på området, og kun flygtninge med en sikkerhedsgodkendelse kommer ud fra området.

For at sikre sig at aflukningen af området ikke skaber et fængsel (og ryger i den inhumane fælde), er det nødvendigt at området har en størrelse så det ikke blot er en kompakt lejr eller center, men også har omkringliggende arealer med plads til natur, haver og boldbaner. Desuden skal faciliteter til sundhed og uddannelse ligge på området, så beboerne ikke afskæres adgang.

Det kombinerede krav om sikkerhed og humane forhold betyder, at enhver asylansøger skal have ret til at bo i området på livstid (og til at flytte til et andet område eller land der vil modtage personen), men ikke at asylansøgere nødvendigvis opnår hverken statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse i det omkringliggende samfund.

Når disse krav overholdes, vil Danmark have opnået et paradigme for asylansøgere, der er både humant og sikkert. På den måde vil både den islamiske og højreorienterede ekstremisme være afskåret fra at bruge asylpolitikken som løftestang for deres antidemokratiske ambitioner.

En dyr løsning – eller?

Umiddelbart kan det virke som en dyr løsning at skulle holde et eller flere mini-samfund kørende, med en forøget adgang til asyl. Men jeg har et forslag der vil gøre løsningen langt mere dynamisk.
For det første skal alle flygtninge i lejren have Universal Basic Income (UBI)- en fast overførselsindkomst, som modsat dagpenge og kontanthjælp er uden modkrav.
Denne sats kan sættes så lavt, at den kun dækker en ret basal levestandard – udgifter til f.eks. ordineret medicin dækkes separat, og børn modtager UBI efter de omkostninger der er forventede for deres alder.

For det andet skal alle funktioner i området søges dækket af beboere i området: sundhedspersonale, butikspersonale, undervisere, håndværkere og vagter. Mange flygtninge har en uddannelse fra deres hjemland, og det vil være en hjælp til dem at få lov til at anvende den – og samtidigt reducerer man besværet med tolke.
Da alle ansatte lønnes af det offentlige (og betaler skat) vil det tilføre en pengestrøm til området.

På grund af den lave UBI vil indbyggerne i området være stærkt motiverede til at tage småjobs eller starte egne mini-virksomheder, for at hæve deres levestandard med den ekstra indkomst (som ikke modregnes i UBI).
Det kan både handle om at finde job i det omkringliggende samfund (for de kvalificerede), men også om f.eks. at dyrke jorden inde på området, producere simple håndlavede produkter eller tilbyde serviceydelser.

Såfremt området ikke er aflukket (hvilket kun bør ske i ekstreme tilfælde), vil man forvente at indbyggerne i høj grad bidrager til samfundet med deres arbejdskraft – og skattebetaling. Da udgiften til overførselsindkomster samtidigt er begrænset af den lave sats, vil det være sandsynligt at samfundet samlet set vil profitere på området.

Til kritikerne

For nu at komme komme kritik i forkøbet: Det nye paradigme forhindrer ikke asylansøgere i at opnå permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab, hvilket naturligvis ophæver kravet om at de skal bo i flygtninge-området.
Det skal tvært imod ses som en afskaffelse af begreberne “tålt ophold”, “tvangs-hjemsendelse” og “afviste asylansøgere” og udrejse-centre som Sjælsmark.

Den nuværende asylpolitik er national-egosistisk, da DK ikke reelt bidrager til at løse problemet med globale flygtningestrømme. Den er også inhuman, da asylansøgere ikke har ubetinget ret til familiesammenføring, risikerer udvisning til en krigszone, og skal leve i usikkerhed med truslen om udvisning over hovedet.
Slev hvis der ikke var nogen islamisk eller højre-ekstremistisk trussel, skulle vi stadig ændre asylparadigmet af den simple grund at det er elendigt.

Jeg ved godt at de fleste tilhængere af en humanitær asylpolitik er fuldstændig afvisende over for at der skulle være en trussel fra ekstreme islamister. At truslen er stærkt overvurderet, ikke reel, og ikke noget man bør tage hensyn til i politik.

Men ved sidste folketingsvalg fik de humanistiske partier Ø, Å og R kun i alt 18% af folketingets mandater (fraregnet atlantens mandater). Med andre ord er der ikke den fjerneste opbakning blandt DK’s vælgere til at vælge humanisme på bekostning af sikkerhed. Den eneste mulighed for at få en humanitær asylpolitik, er et nyt paradigme.
Og hvis du betvivler den konklusion, vil jeg meget gerne høre din plan for hvordan du vil næsten tredoble vælgertilslutningen til de humanistiske partier, så de får flertal…

Dit valg

Jeg mener ikke at UBI og lokalt personale er en nødvendighed for at paradigmet kan fungere, men det vil gøre det mere dynamisk og mindre bureaukratisk.

Men resten af det nye paradigmeskifte er så bydende nødvendigt for Danmark, at du bliver nødt til at forholde dig til det.
Skriv om det. Stil spørgsmål. Kom med forslag til forbedringer og ændringer. Diskuter og del.
Selv hvis du er kritisk, vil jeg opfordre dig til at dele din mening, og formulere en konstruktiv kritik. Følg mig og skriv til mig @BoJense39508995

Vi er nødt til at nå til et bedre paradigme for asylpolitik i Danmark.

Du kan læse mere om mine tanker i det tidligere indlæg Global flygtningekrise: en ny løsning

Kære fornærmede højrefløj. Jeg har nu i lang tid læst om hvordan I er de eneste der tager problemet med Islamisk terrorisme seriøst. Jeres historie fortsætter normalt med at venstrefløjen består af elitære humanister, hvis eneste politiske mål er at følge en “vær god og rar ved hinanden”-linje, hvor alle problemer løser sig selv hvis vi bare viser nok tillid til hinanden, og dropper enhver form for krav til asylansøgere og efterkommere af muslimske indvandrere. Som kontrast til denne venstrefløj står I, højrefløjens klartskuende helte, som de eneste der tager den akutte trussel imod vores samfund seriøst. Typisk giver I udtryk for at humanistiske værdier er “sympatiske”, men at vi ikke kan være naive – vi må beskytte vores samfund imod truslen fra Islam, som terrorangrebene egentligt bare er et symptom på. Så I er den oplyste elite, der må redde samfundet fra alle os, der ikke kan se ud over vores fastlåste forestillinger.

Men I undervurderer os. Venstrefløjen er ikke kun naive tosser, der holder sig for øjnene og forestiller sig at der ikke er nogen trussel. Mange af os er rædselsslagne, og dybt berørte af de trusler der netop nu rejser sig imod vores frie samfund.
Vi er bange for en ny Hitler. Så simpelt kan det siges. Vi husker historien om 2. verdenskrig og de etniske udryddelser langt bedre end historien om det islamiske Osmanniske imperium og de ældre islamiske riger.

Det virkeligt skræmmende for os er de store ligheder imellem Weimar-republikken, der gik forud for Hitlers tredje rige, og nutiden. I Weimar-republikken havde jøderne netop fået uhørte borgerrettigheder – samtlige diskriminerende love blev afskaffet. Men så snart republikken blev væltet, svingede pendulet til et gennemført racistisk regime. Og det racistiske budskab blev et fundament i den populistiske kampagne, der fik tyskerne til at opgive deres demokratiske rettigheder, og overgive al magt til diktatoren.

Så historien fortæller os, at netop når en religiøs/etnisk gruppe bliver mistænkeliggjort, der rejser diktatoren sig. Diktatoren bruger hadet og frygten som undskyldning for at angribe friheden i samfundet. Der er desværre en række af autoritære ledere, som rider på en bølge af islamofobi, der potentielt kunne udvikle sig til den næste diktator. Her ligger Ungarns Victor Orban højt. Langt mere omtalt er naturligvis Donald Trump, som trods omtalen ligger meget længere fra typebilledet af diktatoren. Og bagved dem begge står en hel række ledere på højrefløjen, der endnu ikke har erobret magten i deres nationalstater.
Hvad vi på venstrefløjen er bange for er egentligt ikke magtsyge personer. De har altid stræbt efter den absolutte magt, også i Vesteuropas fredelige 60 år efter anden verdenskrig. Hvad vi er bange for er de mennesker, der vil give efter for magtsygen. De der vil give plads til en ny Hitler, fordi de glemmer at være bange for diktatoren, i angst for det islamiske imperium.

Så på samme måde som I fra højrefløjen har beskyldt os for at være naive beskyttere af den islamiske trussel, har vi god grund til at se jer som naive og godtroende forkæmpere for den næste diktator.

Men der er ikke nogen der er naive. Både højre- og venstrefløjen har en begrundet frygt tæt inde på livet, frygten for det der vil afslutte vores frie samfund. Forskellen er bare hvad vi frygter.
Og i sidste ende må vi sammen finde løsninger, der tager begge trusler alvorligt.
Alt andet vil være naivt.

For at bidrage til debatten omkring nydanskere, vil jeg gerne fortælle historien om en gruppe mennesker jeg mødte i Gellerup for nogle år siden.

Situationen var den, at jeg sammen med et par andre unge fyre fra en kirke i Århus havde besluttet at vi ville prøve at gøre en forskel i Gellerup. Efter at have søgt nogle muligheder, stødte vi på en gruppe personer, der kaldte sig – så vidt jeg husker – Somali Community. Unge somaliske mænd omkring de 30 år, der havde en fantastisk historie at fortælle.

De fortalte os om den periode, da somalierne i Danmark første gang kom til landet som flygtninge. Her var de hurtigt blevet den mest problematiske nydanske gruppe, med massere af kriminalitet og uro. Men i stedet for at vente på en ændring “udefra”, gik Somali Community i gang med at få styr på gruppen af etniske somaliere i Århus.
Resultatet af arbejdet blev, at der det seneste år ikke havde været en eneste somalier i Århus der var blevet arresteret af politiet.

Det slog helt benene væk under mig. Tænk at en lille gruppe mennesker kan gøre en så stor positiv forskel i deres nærområde!
Siden da har Somali Community stået som nogle af mine helte, og et fantastisk eksempel på hvad der kan ske når vi tager ansvar for sociale udfordringer.

Når jeg nu tænker deres historie igennem igen, så må der være en stor sandsynlighed for at mændene i Somali Community selv engang har været ballademagere i Gellerup. Men selvom man tidligere har skabt problemer, kan man stadig bidrage positivt til fællesskabet.

Lad os aldrig glemme, at der i de nydanske fællesskaber ikke kun findes problemer, men også løsningen på problemerne.

Det er også derfor jeg tidligere har skrevet om nødvendigheden af at stå sammen, nydanskere og etniske danskere, imod de negative kræfter i samfundet.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/kald-til-sammenhold/

Vi har simpelthen ikke råd til at støde gode nydanske kræfter fra os, hvis vi i samfundet skal bekæmpe kriminalitet og terrorisme. Et forslag til hvordan vi mere konkret skal stå sammen har jeg også beskrevet tidligere.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/en-konstruktiv-antiracisme/