Problemet med Islam kan formuleres meget simpelt: Når nu muslimer flere gange i historien har brugt vold og magt til dramatisk at udvide Islams udbredelse, hvordan kan vi så tro på at det ikke vil ske igen? Denne mistanke bliver mere seriøs når man tænker på det faktum, at de første udbredelseskrige fandt sted under profeten Muhammeds ledelse, som beskrevet i Koranen.

En løsning på problemet er naturligvis at reformere Islam, hvilket bl.a. Naser Khader er fortaler for. Men hvad skal der egentlig reformeres? Hvilke elementer er nødvendige at ændre af hensyn til den moderne verden, og hvilke elementer er nødvendige at beholde af hensyn til muslimernes hellige tekster?
Det bliver hurtigt en uoverskuelig løsning, for man kan vel ikke forvente nogen enighed om hvilke reformer der er nødvendige, og derfor ender man med en hel række af mere eller mindre reformerede retninger. Skal vi så lave en liste over godkendte muslimske retninger, sekter og organisationer? Hvordan sikrer vi at organisationerne mener hvad de siger, og ikke bare tager en offentlig maske på? Og kan vi overhovedet kræve at Islam f.eks. skal gå ind for 100% ligestilling mellem kønnene og accept af homoseksualitet når retninger inden for andre religioner ikke gør det?

Løsningen er at formulere et simpelt krav, som enhver muslim kan efterleve, og som repræsenterer et brud med den suspekte side af Islam.
Dette krav er kravet om at kæmpe for religionsfrihed, som blandt andet indebærer friheden til at forkaste sin religion, til at blive medlem af en anden religion og til at missionere for en anden religion.
Netop disse tre friheder bliver undertrykt i ekstrem grad i mange muslimske-dominerede lande. Undertrykkelsen var en nødvendighed under Islams udbredelseskrige –  man kan jo kun udbrede en religion med krig, hvis religiøs tvang og undertrykkelse følger med.

Med andre ord kan Islam altså ikke føre en udbredelseskrig hvis religionsfriheden respekteres.

Dette gælder også for de terrorkampagner som ISIS, Al-Quaeda og Boko Haram fører – en forkastelse af religionsfriheden er selve kernen i deres organisation.
Religionsfriheden er derfor løsningen på problemet med Islam. Enhver, der derfor ønsker at redde muslimer fra mistænkeliggørelse, bør derfor kæmpe hårdt for indførsel af reel religionsfrihed. Især i de muslimske lande, men også modstand imod social kontrol i Danmark over for muslimer der ikke er praktiserende eller har en anden fortolkning af Islam.
Det må også sætte den absolutte standard for accept i det danske samfund. Enhver muslim, der åbent og ærligt kæmper for religionsfrihed, må være fritaget for enhver rimelig mistanke.
Dette krav om accept er det tilsvarende simple krav til os etniske danskere. Hvis vi stadig er mistroiske over for sådan en muslim, er vi per definition urimelige, og ikke længere islamkritikere men blot racister. Det betyder ikke at Islam ikke kan kritiseres på mange andre områder, men kravet handler om respekten for den enkelte muslim betragtet som borger i samfundet.

Nogle vil mene at det er for let bare at sige, at man er tilhænger af religionsfrihed i de muslimske lande, og melde sig ind i en forening der kæmper for den sag. Men at have en sådan offentlig holdning går stik imod linjen hos bl.a. de indflydelsesrige saudi-arabiske salafister og wahibister. Det repræsenterer altså et opgør med en af de problematiske kernegruppe inden for Islam, der leverer ideologisk brændstof til voldelige grupper som Al-Qaeda, ISIS og Boko Haram, og i høj grad organiserer udbredelsen af stadig mere konservative fortolkninger af Islam.

Anvendt foto: “Kurdistan .Yazidis .Judaism . Christianity .Islam” af Jan Sefti, flickr.
Creative Commons licens