What a dynamic movement looks like

In many ways, the Yang2020 political campaign aka the Yang Gang is extremely different from other campaigns. For one, it doesn’t run on name recognition, political alliances or big donors at all, it is a grassroots campaign. But it’s not just any grassroots campaign, it is an extremely powerful movement, which has only reached a fraction of it’s potential numbers.

Being part of the Yang Gang as a European for Yang has taught me a lot of lessons about my subject of interest: motivation. And I believe I got some golden insights into the nature of powerful once-in-a-generation movements.

What does success look like?

I’m sure you want to know why Yang Gang has the power to be comparable with the great civil rights movements and other once in a generation movements. And why it greatly surpasses both the Sanders2016 and MAGA campaigns.

Here is 9 power indicators of the Yang Gang, of which only a few are true of Sanders or Trump followers.

  • From zero to hero:
    Andrew Yang went from zero name recognition and no elected office to consistently polling at 5th or 6th in the democratic primaries of around 20 candidates (all of which have had a top political career). Fundraising is also at 5th or 6th, and Yang has qualified for every democratic debate (all data as of late November 2019).
  • Many conversions of “enemies”:
    Imagine that someone say that they have only ever voted Republican, but they will vote for Yang over Trump, and even register democrat to vote in the primary.
    Well, this happens almost daily on Twitter with new people.
    Polls also consistently show that Yang would be the best or second best candidate for turning Trump followers in a general election.
  • Cross-ideological alliance:
    Most other candidates choose one core ideological group that they engage, either democratic moderates or progressives.
    Yang is unique in that the Yang Gang consist of both moderates, progressives, libertarians, conservatives and ex-MAGA.
  • Energy of followers:
    The Yang Gang is extremely energetic. They produce huge amounts of memes, infographics and other stuff to share on social media.
    Or watch a Yang rally on YouTube – contrast with any other political rally, and observe the difference in enthusiasm and energy.
  • Discipline of followers:
    From trending hashtags on Twitter, winning online polls and app competitions, to reaching fundraising goals, the Yang Gang self-organise to do what is needed.
    Or take the TV clips with Yang interviewed with Yang Gang around him – who stay completely silent until he is done speaking, then break out in cheers.
    Smaller actions on the ground are also self-organised along with accommodation for the people who want to come to an early voting state, and stay for canvassing.
  • Positive reactions:
    From what I have read from canvassers, phone and text bankers, it seems like the reactions they get from contacting people are a lot more positive than what other political campaigns get. People are genuinely interested in Yang Gang.
  • Huge conversion rate:
    I only have indirect evidence for this, but my impression is that whenever a person hears about Yang and his policies, he or she is very likely to join the Yang Gang soon after. This is in contrast to every other candidate in the primary.
  • Dedicated followers:
    Out of all candidates, the followers of Yang are least likely to change their vote to any other candidate. This has been confirmed by several polls.
  • Likeability:
    Yang was just confirmed as the most likeable (or “least unlikeable”) of all democratic candidates, meaning that supporters of other candidates view him with respect and not hostility.
  • Success despite the media:
    The Yang Gang has not gotten anything for free. Yang got the least amount of speaking time at the debates of all qualified candidates. He also had the worst ratio of TV coverage to polling result (times mentioned per polling percent point) of any candidate. With such a low level of interest/support from the TV stations, it is a show of strength to stay at 5th to 6th place in the 20 candidate race.

The reason for greatness

So what are the secrets of the Yang Gang? Using my knowledge of the Octalysis framework for motivation, I got a pretty good idea about which characteristics are key to the success of the movement.

You need to keep in mind that Yang got 150 policies fleshed out, so he has had to prioritise what his message would be. Which is true for a lot of campaigns or organisations: they have a lot of positions and messages, and have to decide what they will put at center stage.

If you are unfamiliar with the framework, here is a key to interpret the Core Drive abbrevations:
CD1: Epic meaning/calling, CD2: Development/accomplishment, CD3: Creativity/feedback. CD4: Ownership/possession, CD5: Social relatedness, CD6: Scarcity/impatience, CD7: Unpredictability/curiosity, CD8: Loss/avoidance.

Central message

The first part is about the central message of the Yang2020 campaign – why is it so powerful?

  • New/different:
    It is hard to create a movement about something that has been seen and tried before. Automation as threat, and Universal Basic Income as solution are surprising messages for a political campaign. There is curiosity, but there is also the unpredictability – anything new might have potential to change everything.
  • Dystopian now, utopian future:
    Any movement need to engage supporters urgently by communicating how bad the current situation is, and that it’s spiralling out of control. But to avoid burn-out, there need to be a positive vision that the movement can prevent the catastrophe, and bring about a bright and wonderful future. This is a CD8/CD1 combo.
  • A hidden but obvious threat.
    In Andrew Yang’s case the threat is “job loss to automation”. I think every movement need to go against a threat that is being under-reported in the news and under-discussed by politicians. But at the same time so obvious that most people will agree when you point it out – it is in agreement with their everyday experience.
  • Condemn structures, not people
    Some campaigns (Bernie Sanders, Donald Trump) manage to do well by being “them vs. us”, identifying their enemies as “capitalists”, “billionaires” or “the swamp”. But a truly engaging movement tone down the idea of competition, partisanship or violent strife (which is black-hat CD5).
    This open the movement up to many people who would be put off by a very confrontational “you are with us or you are against us” message. Example in point: political movements for change (like democratic reform) perform better (higher chance of success) when they stay non-violent rather than take up arms. It is easier to attract people to your movement when you hold the moral high ground.
  • Truth and facts on our side.
    The campaign message is always being presented with data, which is a great way of making it more believable. Yang knows the data by heart. When he is unafraid to enter honestly into debates, and talk data rather than opinion, it cements the impression that you are fighting for Truth on top of the other fights. Very CD1.

Leader qualities

This part is dedicated to the things that Yang does as leader, candidate and public face of the Yang Gang. I do not include more traditional leadership qualities like “well-structured”, only those that directly help him communicate the message of the movement in an effective way.

  • Anti-stereotype:
    People have filters that rapidly makes them embrace or reject messages or people. If people can put someone in a category quickly because they fit a stereotype “typical democratic politician”, then they are not likely to actually listen to the message.
    Not fitting in to a stereotype makes people curious and willing to listen to Yang.
    From not wearing a tie to crowdsurfing, to dancing, Yang break the stereotype of politicians in many ways.
  • Relateable:
    Although Yang has an Ivy League education and sky high IQ, he makes a point of speaking like an average person, leaving out academical and political lingo, and avoiding cliches. One reporter also joked that Yang “needs money for his swear jar” because he is not afraid of swearing on air.
  • Greater purpose:
    A point Yang often mentions is that he didn’t decide to run for president because he had a dream of becoming president. He is running because he is concerned about the issues, and convinced about the solutions of his campaign.
    While other candidates also pick a primary issue and solution, it often seems like the other way around – “I should be president – and these are the issues I am running to fix”.
  • Honesty:
    Yang just always seem honest, and I believe it is because he is exactly that.
    Connected to the point of greater purpose, other candidates often seem to dishonestly take any position they believe will win them votes. And downplay any previous positions they held, when those positions are unpopular.
    Yang is true to the issues and solutions he believe in, and will not downplay them.
  • Directness:
    Yang does not avoid hard questions – which is really unusual in politics. People are so used to politicians avoiding to answer questions directly, that a direct answer seems surprising.
  • The adult in the room:
    What Yang manages to do in debates is to come across as the most rational, self-controlled, responsible and constructive participant. And no, he keeps the swearing out of the debates.
    While he has criticised Elisabeth Warrens’ billionaire tax, he did that without turning it into a personal attack. In the same way, Yang has often criticised the way other candidates attack Donald Trump or each other. “This does not solve any of the problems on the ground that got Donald Trump elected.”.
    He even defended candidate Tom Steyer against attacks at a debate, proving his honesty on this point.
    By being the adult, Yang makes the other candidates look like children.
  • Data-focused:
    If there is one thing Yang absolutely loves, it is data. For every argument he makes, he cites data to prove his point. He is also not afraid of discussing the data.
    This reinforce his honesty – he believes he is right because he got the data to prove it, and he trust that the data will always prove his positions right.
    Being open to change policies if proven wrong by data is part of this.
  • Non-combative, non-divisive:
    Whenever Yang speaks, it is with a “we’re in this together”, “we need to fix the system” tone. He avoid to respond with a combative tone when getting critical or even unfair questions, and he especially avoids an “us vs. them” narrative.
    Even though he often singles out Jeff Bezos (because Amazon paid zero federal taxes last year), he doesn’t demonize him. An example of this is when he mentions that Jeff will also receive the 1000$ Freedom Dividend “just to remind him that he is an American”.

Campaign structure

With the strong points of the message and Andrew Yang himself covered, here are finally the strong points that relates to the structure of the campaign.

  • Social connectedness, social proof.
    I think this is the most addictive movement I have been part of, mainly due to it’s huge social presence on Twitter. When you read many messages in support of the movement every day, it galvanise you, and encourage you to make your own contribution.
    Yang Gang is very good at promoting “remember to follow other blue hats (Yang Gang)” – this leads to many messages about Yang Gang stuff every day.
    Also, Yang Gang can ratio (out-number) any tweet critical of Yang, which is very encouraging and great social proof every time.
  • The followers are the campaign
    In Andrew Yang’s words: “The Yang Gang has the job of winning me the presidency. My job is to make your job easier – by being the best candidate I can be.”  It could not be communicated any more clearly that being Yang Gang is not a spectator sport. Being engaged in something happens mostly when you take action, not when you simply watch passively.
    And there is always something to do on Twitter: hashtags to trend, news to share, attacks to defend against.
  • Decentralized
    There are very few commands given from Yang or the campaign manager.
    The main campaign (paid staff) also seem to have more of a supporting role (opening offices, making and buying adds, booking events), leaving much of the organizing to the volunteer Yang Gang.
  • Creativity.
    If people in the movement engage in creative acts, it will inspire others engage in the movement – and to do their own creative acts.
  • A clear goal and obvious sub-goals.
    Winning the presidency for Andrew Yang is very well-defined, and has a limited time-frame. It leans to well-defined sub-goals (fundraising, poll results, qualifying for debates, winning early states)
    . This is of cause true of any political campaign, but these kinds of goals would be missing for many social, environmental or religious movements.

So I believe that these insights will be very valueable in my own project: the Teachers National Network for Gamification of Teaching. I hope they will also be useful to you.

If you want to know more about the Octalysis Framework which I used to make this analysis, check out my introduction to Octalysis.

En forvandling af de nationale tests

Kan de nationale tests overhovedet blive en succes?
Den nye regering har på baggrund af massiv kritik afskaffet de nationale tests – for de mindre skolebørn. Men eleverne i de store klasser i folkeskolen skal stadig afholde en ændret version af testene.

At de nationale tests i deres nuværende form er en katastrofe for elevernes motivation, kan du læse i mit tidligere indlæg Testregimets sabotage af motivationen.
Så hvad skal der ændres for at det kan blive godt nok?

Lad os starte med formålet med de nationale tests. Tests er ikke en måde at undervise eleverne på, for formålet med at afvikle en test er ikke at give eleverne ny viden. De er en evalueringsform, deres formål er at give information til underviserne, til skolen, til staten og til eleverne selv om deres faglige niveau. Denne information skal helst være så specifik så mulig, så man kan finde tilbage til hvor de store huller i viden er, både på landsplan, skole-, klasse- og individplan.

Problemet er så at en test kan enten hæmme eller styrke elevernes faglige selvtillid og motivation til at deltage i undervisningen i de efterfølgende år – et faktum der fuldstændigt er ignoreret i de nuværende tests. Da elevernes evne til at løse faglige opgaver er direkte afhængig af deres faglige selvtillid (ifølge Skaalvik), er det et betydelig selvmål.

Idet tests ikke er en undervisningsform, skal de ikke vurderes ud fra teorier om læring. Derimod er det oplagt at vurdere testen på dens evne til at synliggøre og fremhæve elevernes fremskridt, et væsentligt element i motivation ifølge både Octalysis og Skaalvik.

Som jeg før har nævnt i Vi skal ikke have 13-skalaen tilbage vil den gennemsnitlige elev gøre store fremskridt fra 3. til 9. klasse, men ikke kunne se det på sine karakterer. De bliver normalt på samme niveau, og nogen gange vil de endda falde.
I stedet for at opleve motivationen i at sammenligne sin præstation med sit eget tidligere niveau, er eleven tvunget til at sammenligne sig med andre, hvilket kun er motiverende for de bedste.

Af den grund skal testen ikke give eleverne et resultat som en karakter. Det er ikke bedre at give eleverne resultatet som en procentsats af antal rigtige, hvis prøvens sværhedsgrad stiger i takt med elevens niveau, og fremskridtet på den måde usynliggøres.

Nej, den korrekte metode er for det første at vise eleven pointtallet, og for det andet at sikre sig at det stiger i takt med elevens fremskridt – gerne endnu hurtigere. Så kan eleverne blive motiveret af at sammenligne deres nye resultater med deres tidligere – hvilket skal være nemt at gøre når de får vist resultatet.

En bedre test i praksis

En måde at få pointtallet til at vokse på er at give opgaverne points efter absolut sværhedsgrad. Lad os for eksempel sige at den samme opgave stilles i testen til både 6., 7., og 8. klasse. Forventningen er at opgaven kun kan løses af de bedste elever i 6. klasse (svær opgave), af middel-eleverne i 7. klasse (middel opgave) og af næsten alle elever i 8. klasse (let opgave). Men i alle tilfælde giver opgaven 10 points, uanset om eleven tager testen i 6., 7., eller 8. klasse. Derfor giver det sig selv at eleven opnår større og større pointtal over tid.

Hvis det er teknisk svært at gennemføre, findes der en mere simpel metode. Elevens besvarelse opgøres først som en procentsats af maksimalt antal points. Denne procentsats bliver så ganget med en sværhedsgrad, der stiger for hver test. En passende stigning kunne være +20% for en kvartal-test, eller mellem +50% og +100% for en årlig test.

Jeg har selv anvendt metoden til at give elever evalueringer af deres skriftlige opgaver, se Når eleverne bliver eksperter i fysikrapporter. Her blev pointtallet præsenteret på følgende måde, så det var oplagt at sammenligne med tidligere resultater:

Screenshot_annonym_elevfeedback

At eleverne kan se fremskridt, vil i sig selv gøre testene mere motiverende, måske nok til at de ikke længere er demotiverende for flertallet af elever.

Men det kan gøres endnu bedre ved at tillade eleven at gentage testen. En af de store årsager til at tests og eksaminer er angstprovokerende, er at de ikke kan tages om.
At testen tages om betyder ikke at de tidligere data slettes, så det modarbejder ikke formålet om at måle elevernes niveau.
Men når testen tages om kan det have indflydelse på den præsentation, der vises til eleven. “Højeste pointtal” og “Seneste pointtal” bør fremhæves for eleven, da de giver største fornemmelse af succes og dermed motivation.

Når testen gøres åben for gentagelse kan det ligefrem give anledning til at eleven lærer noget, idet mange vil ønske at slå deres “high-score”, og derfor være interesserede i at rette deres tidligere fejl og misforståelser.
På den måde bør underviseren også lade det komme eleven til gode i karaktervurderingen at vedkommende er gået tilbage og har rettet sine fejl. Hvis underviseren i det hele taget ønsker at anvende testen i sin vurdering.

Med disse simple ændringer vil de nationale tests kunne ændres fra et meningsløst og demotiverende element, til noget der måske endda kan hjælpe med elevernes motivation.

Vil du vide mere om undervisning og motivation? Læs om Gamificerede undervisningsmetoder
Eller hold dig opdateret på Facebook-gruppen 
Gamification i undervisningen

The brilliance of They are Billions

A new RTS title from an unknown developer managed to gain tons of hype from game streamers, some of them StarCraft veterans – the dominating Esport game in the RTS genre.

So why did They are Billions make an impact in these game enthusiasts, when several hundred titles are released from unknown developers every year? (to be fair, Numantian Games had released one title before, but not one I have ever heard of).

they_are_billions

The hype comes down to two extremely important game techniques, which this new zombie game introduce to the RTS genre.

A genre-defying pause

Real strategy games are put in two main categories: Turn-based and Real Time Strategy (RTS). In other words, whether the game world progress at all times, so in “real” time, or whether the player decide when to switch the turn, so that an amount of time will pass.

The benefit of real time is immersion – the people and vehicles move around in a real way, just like the view from a tower. Turn-based breaks immersion when units stand still most of the time, and only move in short sequences. But real time introduce a stress factor. Most RTS titles require the player to manage their economy by constructing buildings and researching upgrades at a good timing, at the same time that the player produce and control their army units.

For this reason, strategy often takes a backseat in importance, with multitasking skill and ability to execute standard procedures efficiently being the main characteristics of a good player. The turn-based games allow the player the room to think ahead – to actually plan a strategy in the middle of the game.

Now enter the first hero of They are Billions: The pause button.

Other RTS titles have the ability to pause, but it is often hidden, so that players feel like pausing is not part of the game, but just an option to get some tea and biscuits in the kitchen.

On the other hand They are Billions put the pause button right in on the interface, as a rather large button. It is also keyed to the space bar, just in case clicking with the mouse would be too much effort.

This forces the player to accept pausing as part of the game, and a good option whenever things get overwhelming and multitasking would otherwise be needed.

So the pause hero have effectively created a genre hybrid: a game with the immersion of an RTS, but keeping the focus on strategy and planning from the turn based genre. The best of two worlds, and surely a trick that other RTS games will copy in the future.

Vulnerability and fear

The second stroke of genius is tweaking the game mechanics to emphasize the fear in the zombie genre, by making the player vulnerable.

In a standard RTS game like Starcraft or Age of Empires, they base of the player is quite sturdy. If a few enemy units would walk into the base, it would take them a while to tear down the buildings, time enough that the defender would be able to move his army back.

The most vulnerable part of the player economy is not the buildings, but the workers. A few enemy units could quickly kill several workers, but only if the defender does not react and move them to safety.
Most RTS games are not lost or won because a player was too slow to defend his base, but rather because his entire army has been defeated, and he is left with nothing to defend with. So in some sense, the army is the most vulnerable thing the player control.

They are Billions turn this usual logic on it’s head. Even the most basic army units are quite durable. They can take several hits from the infected, at the same time that they have superior speed and range.

In contrast, the buildings are extremely vulnerable – especially the tent, which is a cheap option to expand the base. Whenever a zombie manage to overcome the defence of a building, the building become infected. This stop the building from functioning, but more importantly, the 4 to 10 inhabitants of the building are now zombies, making their way to the next building!
This very quickly spirals out of control, with each new infected building spawning more zombies inside the base. If the player does not have a sizeable army right next to the outbreak, it is game over.
Placement of units and walls are key, and if there is ever a hole in your defensive line, chances are high that you will lose.

But on the other hand, when the attack has been repelled, there is rarely any lasting damage. Player units are tough, and infected buildings just need a cheap “repair” procedure once any nearby zombies are gone.
I recently managed to save my base in the last moment, at 4 or 5 buildings infected. Extremely close to defeat, but my losses were minimal.

This dynamic is brilliant, because in a usual game the damage to my forces would have been so great that I would not have been able to win the game.
Losing from attrition in a game against AI hordes is not a fun way to lose. Too often RTS players end up in a situation where there is little chance they can win, but the game drag on for a long time before they finally lose.

For this reason, every battle has to be won at a good margin, coming close to defeat mean that you will lose in the long run, and you might as well quit.
But winning a close batte is exciting – still having a chance to beat the game makes it even better. And it’s just that kind of excitement that They are Billions bring to the RTS genre.

The full version of the game and it’s campaign mode is released today, so I’m off to enjoy this masterpiece at Steam.

Pædagogiske dage om gamification?

Skal underviserne på dit gymnasium blive bedre til at motivere eleverne på de pædagogiske dage i år? Så kunne det være at I var interesserede i et foredrag eller en workshop om gamification i undervisningen.

Kontaktoplysninger nederst i indlægget

Ideen bag gamification er meget simpel: Brug de motiverende elementer fra spil til at engagere eleverne i undervisningen, på samme måde som de engagerer sig i digitale spil, brætspil eller sport. Det kan man gøre på mange måder, men heldigvis behøver man ikke at forsøge sig frem i blinde. Der findes en stor viden om gamification, blandt andet det højt respekterede framework Octalysis, som jeg selv er certificeret inden for (som eneste danske underviser).

Jeg har de seneste år arbejdet intensivt på at udvikle gamificerede undervisningsmetoder, til brug i gymnasiet. Da jeg har brugt dem i mit daglige arbejde som underviser i fysik- og matematik på STX, HTX og EUX har de af sig selv fået den flexibilitet, der gør dem praktisk anvendeligt i undervisningen. Og jeg har set de positive resultater på nærmeste hånd.

Denne viden vil jeg meget gerne dele ud af til andre undervisere, hvilket jeg dels har gjort gennem denne blog, og dels ved at holde foredrag og workshops på gymnasier og i faglige foreninger.

Mine bedste og mest flexible undervisningsmetoder omhandler brug af fortællinger, spillekort med faglige spørgsmål, et digitalt spil hvor figurene opnår erfaring og guld gennem undervisingen, samt en fleksibel struktur hvor opgaver vises på et kort (se nedenfor).
Alt sammen med det dobbelte formål at gøre undervisningen mere interessant for eleverne – og at engagere eleverne mere i undervisningen.

map_landkort_kinematik

Hvis du allerede nu er overbevist, kan du kontakte mig gennem oplysningerne nederst i indlægget. Ellers vil jeg fortsætte med at forklare, hvorfor I ikke bare skal finde en forsker eller ph.d. studerende til den pædagogiske dag igen i år…

Det rationelle argument

For et mellemstort gymnasium med 100 undervisere, vil en pædagogisk dag på 5 timer fra 9 til 14 optage 500 timers arbejdstid, eller 1/4 af en fuldtidsstilling.
Der er altså mange ressourcer på spil, og af den grund er det vigtigt at dagens indhold bliver til gavn for underviserne.
Desværre er der et indbygget modsætningsforhold imellem de pædagogiske forskere, der ofte inviteres til pædagogiske dage, og almindelige undervisere.
Forskernes interesse består i at andre får kendskab til deres forskning, og vil ofte fokusere meget på den måde, det pædagogiske eksperiment er sat op og på databehandlingen af eksperimentet, frem for den lavpraktiske implementering.

Denne nye viden kan underholde og i nogen grad inspirere underviserne. Men de fleste undervisere er mest interesserede i at få konkret viden om hvordan de nye ideer kan integreres i undervisningen, når begrænset forberedelsestid, fagbekendtgørelsen og forstyrrelser i skemaet skaber begrænsninger. Og det bidrager detaljer om diverse eksperimenter og undersøgelser ikke til.

Af den grund er oplæg fra undervisere, der har udviklet nye undervisningsformer som en del af deres daglige undervisning, langt mere relevante. De har både mulighed for og interesse i at svare på de helt praktiske problemstillinger – fordi de selv har stået i dem i hverdagen. Undervisere som Lasse Seidelin og jeg selv står klar til at dele ud af vores viden, og hjælpe med at omsætte den i praksis.

Jeg håber på at du vil overveje at nævne mit foredrag og workshop som en mulighed for ledelsen på dit gymnasium. Ikke blot viden om hvordan elevernes motivation kunne forbedres, men også redskaberne til at gøre det i praksis.

Kontaktoplysninger:
Bo Paivinen Ullersted, 29 60 26 59 eller bpj (snabel-a) college360.dk

Vil du vide mere om gamification? 
Læs om mine Gamificerede undervisningsmetoder 
eller hold dig opdateret på Facebook-gruppen Gamification i undervisningen

Nedlæg Sjælsmark og stop Stram Kurs

Det er i virkeligheden meget enkelt at løse den udlændinge-politiske hårknude som dansk politik (og især S og V) har været rodet ind i de sidste årtier.

Problemet er for det første, at politikerne ikke taler om det problem, som opleves af vælgerne til de fremmedfjendske partier. Og for det andet at politikerne ikke forsøger at løse problemet.
Det centrale problem er det erklærede mål fra Islamisk Stat om at omstyrte demokratiet og indføre sharia-lov med vold.

Den afgørende forskel på om en vælger stemmer islam-kritisk eller ej, handler om hvor seriøst de tager denne trussel. Er erobringskrig en grundlæggende del af islam, som står centralt i koranen? Hvor mange danske muslimer ønsker at indføre sharia? Kan man stole på deres erklæringer? Hvor mange venter bare på at der bliver nok muslimer i Danmark?
Alle disse spørgsmål er relevante for det centrale problem.

Men politikerne foretrækker at tale om spørgsmål, der er helt urelateret til problemet. Hvor meget koster det samfundet at have asylansøgere og 2. generations indvandrere? Er udlændinge og efterkommere fra ikke-vestlige lande mere kriminelle end danskere? Får de gode karakterer? Er der stigende arbejdsløshed?
Svar på disse spørgsmål bruges som argument for at gennemføre symbolske stramninger, som kortvarigt tilfredsstiller islamkritikerens følelsesmæssige behov for handling, men ikke reelt løser problemet. Potentielt set kunne svar på disse spørgsmål også bruges til at rulle nogen af stramningerne tilbage, også uden at løse problemet.

Men så længe denne symbolske indførsel og ophævning af irrelevante stramninger fortsætter, vil vi hverken forbedre sikkerheden imod Islamisk terror, opnå en mere humanitær asylpolitik eller svække voldsparate nationalistiske fraktioner.
En løsning består af helt andre tiltag, end DK har set de sidste to årtier.

Et udkast til en overordnet løsning kan læses her: Imens vi venter på borgerkrigen

En løsning på Sjælsmark

Skal vi acceptere at børn indespærres under umenneskelige vilkår, for at tvinge deres forældre til at rejse? Eller skal vi acceptere at afviste asylansøgere, illegale emmigranter og udvisnings-dømte kriminelle bruger deres børn som skjold, så de kan forblive en del af det danske samfund?
Hverken det ene eller det andet.

Løsningen på Sjælsmark er at stoppe med at se udlændinge som personer, der enten hører til i det danske samfund, eller i hjemlandet. Vi skal afskaffe begreberne “afvist asylansøger”, “tålt ophold”, “tvangshjemsendelse” og “udrejsecenter”.

I stedet skal vi opbygge områder, hvori personer uden opholdstilladelse i Danmark kan opholde sig permanent og på humane vilkår. Sjælsmark kan omdannes til et sådant område, ved at udvide området, fjerne restriktive regler og omformulere formålet fra “tilskyndelse til hjemrejse” til “permanent levested for personer uden opholdstilladelse”.
På den måde kan vi på en gang opretholde loven ved at fjerne personer uden opholdstilladelse fra samfundet, og samtidig behandle de personer humant, der ikke ønsker at rejse “hjem” på grund af frygt for konsekvenserne.

Læs flere detaljer om områderne her: Imens vi venter på borgerkrigen

Kort sagt er det muligt at finde løsninger på den fastlåste udlændingepolitik. Og det er nødvendigt, for ikke at give endnu mere magt til rabiate fremmedfjendske fraktioner – eller voldelige islamister.

Skyd med kanoner

Spillet Kanon Kamp er et læringsspil om fysik – mere præcist om kinematik, altså hvordan objekter bevæger sig. Man kan også sige at det er en simulation der er gjort til et spil.

Jeg har udviklet det som en udfordring til mine elever, som tester deres forståelse af den undervisning de har gennemgået i kinematik.

Spillernes opgave er helt simpelt at ramme fjendens kanoner inden de selv bliver ramt. Hele klassen spiller samtidigt på en projektor koblet til en enkelt computer.

kanon_spil_2.PNG

Hvert hold af elever skal så regne på skuddet ud fra oplysninger om vandret og lodret afstand til fjenden. Herefter indleverer de deres beregnede skudhastighed og vinkel til underviseren, der taster ind, så de kan se resultatet.

Jeg har selv benyttet det som afsluttende del af et narrativ omkring elevernes konfrontation med “Napoleons Soldater”, som de tidligere var blevet kidnappede af, og var undsluppet fra.
Det hjalp gevaldigt på stemningen at der kørte dramatisk musik i baggrunden (“Battle Music of Lord of the Rings” – YouTube) – der var også slukket lys, dog mest på grund af en dårlig projektor.

Læs mere om narrativ i undervisningen her: I gang med narrativ undervisning

Til sidst fik eleverne lidt tid til at skrive om deres kamp – de skulle helst også nævne hvordan de lavede beregningerne. Det handlede også om, at jeg ikke på forhånd kunne vide hvor lang tid det ville tage for dem at (forhåbentligt) vinde spillet.

Har du lyst til selv at prøve?

Her er et link til download af “Kanon kamp” til PC. Det er filen “kanon kamp.exe” der skal køres.
Og her er Kanon kamp lærervejledningen, der instruerer i brug af spillet og struktureringen af undervisningen rundt om spillet.

Vil du vide mere om at motivere elever med spil og gamification?
Bliv medlem af Facebook-gruppen Gamification i undervisningen
eller mere om narrativ i undervisningen her: I gang med narrativ undervisning

Imens vi venter på borgerkrigen

Lad os sige det som det er: DF er blevet til et stort parti, og de yderliggående partier Nye Borgerlige og Stram Kurs har fået medvind på grund af en konkret frygt. Frygten om muslimske grupper, der med vold og tvang vil afmontere demokratiet i Danmark, og indføre sharia-lovgivning.

Og med flyers der opfordrer “danskere” til at bevæbne sig forud for den forestående borgerkrig imod muslimerne, har Stram Kurs formået at gøre frygten konkret og håndgribelig – og skabe en ny frygt om at Stram Kurs vil forsøge at starte krigen ved at gå til angreb på muslimer.

Ideen om en religiøs/etnisk borgerkrig er nu ikke noget Stram Kurs selv har fundet på. Det er tværtimod en drøm som både Breikvik og Islamisk Stat har talt tydeligt omkring.
Og da den blodige drøm lever hos både islamiske ekstremister og højre-ekstremister kan vi ikke bare ignorere denne trussel, vi bliver tvært imod nødt til at forholde os rationelt til den. At tilslutte sig den ene eller anden lejr og øve sig i våbenbrug er ikke en rationel respons på truslen, det vil tværtimod forøge frygten og øge risikoen for vold. Den rationelle respons består i at tage skridt, der kan afmontere truslen om en borgerkrig.

“Den, der vil leve i fred, må forberede sig på krig.” Citatet fra Sun Tzu “Kunsten at føre krig” er sandt, fordi der altid vil være skrupelløse opportunister som er villige til at starte en krig. Og måden at sikre sig imod dem, er at sikre sig at de vil tabe kampen.
Her er atom-balancen et vigtigt eksempel: Intet land har angrebet et andet med atomvåben efter 2. verdenskrig. Det skyldes ikke at en atomkrig ikke kan vindes i militær forstand – det er let at vinde imod et land, der ikke selv har atomvåben. Men det skyldes forventningen om at hvis et land begynder at bruge atomvåben, vil alle vende sig imod det. På samme måde skal det gøres til en taber-sag at fremprovokere en etnisk/religiøs konflikt.

Hvis ikke vi finder en løsning, får vi i stedet en endlösung. Hvis vi ikke afmonterer de voldsparate islamister og højre-ekstremister, vil de skiftes til at overgå hinanden i vold og blodsudgydelse, og trække stadig flere personer ind i kampen.
Selvom kampen kun starter med Hizb ut-Tahrir og Stram Kurs samt deres ligesindede islamister og nynazister vil bomber og mord let kunne provokere medlemmer og tilhængere fra en række andre grupper til kamp. Jeg nævner i flæng AntiFacistisk Aktion, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og deres ungdomsorganisationer.

Desværre kan vi ikke finde løsningen i udlandet, for den dobbelte trussel af islamister og højreekstremister virker til at vokse på globalt plan.
Det er nødvendigt at vi tænker nye tanker for asylpolitikken, og gennemfører et nyt paradigmeskifte der er rationelt frem for ideologisk.

Et nyt paradigmeskifte

Det er strengt nødvendigt at det nye paradigme baserer sig på både sikkerhed og humanitære værdier. Grunden til at asylpolitikken har kunne polarisere vælgere i så mange år er at både højre- og venstrefløjen har serveret halve løsninger: Enten en “stram” sikkerhedsløsning eller en “slap” humanitær løsning.

Hvis asylpolitikken ikke er human, vil islamister kunne udnytte situationen til at udråbe muslimer til ofre, det danske samfund som racistisk, og sig selv som ofrenes forkæmpere. En inhuman asylpolitik vil også fremprovokere omgåelse af reglerne, med et voksende antal illegale indvandrere til følge, og praktisk støtte til dem fra humanitært bevidste danske statsborgere. Hvilket alt sammen er sikkerhedsmæssige problemer, ironisk fremprovokeret af et ensidigt fokus på sikkerhed.

Men det er lige så problematisk at have ensidigt fokus på humanisme, uden sikkerhed. For hvis samfundet ligger åbent kan islamister opretter “shaira-zoner”, forhindrer stemmeafgivelse eller på andre måder modarbejder demokratiet, og det vil provokere en modreaktion. Islamisternes handlinger vil fremprovokere en stor tilslutning til den ekstreme højrefløj, med (religiøs)racisme til følge, og stor sandsynlighed for voldelige overgreb. Så en ensidig humanisme modarbejder lige så ironisk humane forhold for flygtninge, som et ensidig sikkerhedfokus modarbejder den nationale sikkerhed.

Det nye paradigme har altså den ambitiøse opgave at løse begge problemer på samme tid. Derfor er det vigtigt at skære både humanisme og sikkerhed ind til benet, så opgaven kun bliver udfordrende, men stadig mulig.

Humane krav

Hvad har en flygtning behov for? Hvilke krav skal vi sætte for at vide, at asylansøgere lever et liv der kan beskrives som “humant”?
Jeg har opstillet kravene ud fra forskellige interviews med flygtninge jeg er stødt på, og ud fra en “hvad ville jeg selv have brug for”-tankegang.

Det første krav er sikkerhed. Asylansøgere skal ikke leve i frygt for at blive udvist til en livsfarlig situation, fordi en jurist har fejlvurderet den trussel de er udsat for i deres hjemland. De skal heller ikke leve i den usikkerhed det er at have midlertidigt ophold, og aldrig kunne vide hvor de vil befinde sig til næste år. Denne angstprovokerende usikkerhed er især skadelig, fordi den får mennesker til at gå i stå. Hvis man ikke regner med at kunne blive et sted, er det svært at investere energi i at finde arbejde, tage uddannelse, opbygge sociale relationer og alle andre langsigtede projekter.
Derfor er det nødvendigt at asylansøgere ikke kan hverken afvises eller udvises.

Andet krav er retten til familie. Mennesker er sociale væsner, og det er umenneskeligt at flygtningefamillier spredes over flygtningelejre i mange lande. Derfor er det nødvendigt at asylansøgere har ret til at blive genforenet med deres nære familie, og mulighed for at kontakte og besøge venner og slægtninge.

Det tredje krav er materiel og økonomisk mulighed, herunder sundhed. Flygtninge skal have dækket de helt basale behov for husly, mad og tøj, samt medicin, lægehjælp og hjælpemidler som briller og kørestole. Men den økonomiske mulighed betyder også muligheden for at have fælles og privat ejendom, og for at arbejde sig til bedre forhold. Og for børn og unge betyder det mulighed for skolegang og uddannelse.

Et fjerde krav er politiske rettigheder. Selvom det næppe står højest på dagsordenen hos en flygtning, der kommer direkte fra en krigszone, er det en nødvendighed at flygtninge oplever indflydelse på lokale beslutninger, og får formel lokalpolitisk indflydelse. Det handler især om at give flygtninge demokratiske erfaringer, og lade dem tage disse med sig ved en evt. frivillig tilbagevenden til hjemlandet.

Vi ved også at der globalt set er store flygtningestrømme, og at mange flygtninge lever i flygtningelejre der kun er beregnede til midlertidig beboelse. Det er nødvendigt også for det danske samfund at hjælpe med placeringen af flygtninge, både de nuværende krigsflygtninge og de kommende klimaflygtninge. En human asylpolitik skal være human for flygtninge overordnet set, og ikke for få udvalgte der er heldige nok til at slippe gennem nåleøjet der lader dem søge asyl i Danmark.
Derfor må det sidste humane krav være at Danmark skal modtage et realistisk antal asylansøgere, i betragtning af størrelsen på de globale flygtningestrømme.

Sikkerhedskrav

Hvad skal der til for at det danske samfund kan regnes for sikkert – selv hvis der er mange radikale islamister og IS-sympatisører iblandt asylansøgerne? Og hvad skal der til for at asylansøgerne kan være sikre, selv hvis den ekstreme højrefløj vil skræmme dem væk med voldelige midler?

Det er svært at komme uden om at tænke i områder og tilladelser. Et område med asylansøgernes hjem, hvorfra højreekstremister kan forbydes adgang. Og omvendt kan radikale islamister forbydes udgang fra området til det omkringliggende samfund.

I en fredelig periode kan det fungere præcis som polititilhold og zoneforbud – ved at politiet efterforsker overtrædelser, og uden fysiske sikringer.
Men i en tilspidset situation med terror eller gadekampe, kan området sikres med hegn og overvågning langs grænsen, og checkpoints hvor adgangen både ind og ud af området kontrolleres. Samtidig kan der skiftes til en positiv-liste, så kun beboere og personale til f.eks. sundhedstjenester kommer ind på området, og kun flygtninge med en sikkerhedsgodkendelse kommer ud fra området.

For at sikre sig at aflukningen af området ikke skaber et fængsel (og ryger i den inhumane fælde), er det nødvendigt at området har en størrelse så det ikke blot er en kompakt lejr eller center, men også har omkringliggende arealer med plads til natur, haver og boldbaner. Desuden skal faciliteter til sundhed og uddannelse ligge på området, så beboerne ikke afskæres adgang.

Det kombinerede krav om sikkerhed og humane forhold betyder, at enhver asylansøger skal have ret til at bo i området på livstid (og til at flytte til et andet område eller land der vil modtage personen), men ikke at asylansøgere nødvendigvis opnår hverken statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse i det omkringliggende samfund.

Når disse krav overholdes, vil Danmark have opnået et paradigme for asylansøgere, der er både humant og sikkert. På den måde vil både den islamiske og højreorienterede ekstremisme være afskåret fra at bruge asylpolitikken som løftestang for deres antidemokratiske ambitioner.

En dyr løsning – eller?

Umiddelbart kan det virke som en dyr løsning at skulle holde et eller flere mini-samfund kørende, med en forøget adgang til asyl. Men jeg har et forslag der vil gøre løsningen langt mere dynamisk.
For det første skal alle flygtninge i lejren have Universal Basic Income (UBI)- en fast overførselsindkomst, som modsat dagpenge og kontanthjælp er uden modkrav.
Denne sats kan sættes så lavt, at den kun dækker en ret basal levestandard – udgifter til f.eks. ordineret medicin dækkes separat, og børn modtager UBI efter de omkostninger der er forventede for deres alder.

For det andet skal alle funktioner i området søges dækket af beboere i området: sundhedspersonale, butikspersonale, undervisere, håndværkere og vagter. Mange flygtninge har en uddannelse fra deres hjemland, og det vil være en hjælp til dem at få lov til at anvende den – og samtidigt reducerer man besværet med tolke.
Da alle ansatte lønnes af det offentlige (og betaler skat) vil det tilføre en pengestrøm til området.

På grund af den lave UBI vil indbyggerne i området være stærkt motiverede til at tage småjobs eller starte egne mini-virksomheder, for at hæve deres levestandard med den ekstra indkomst (som ikke modregnes i UBI).
Det kan både handle om at finde job i det omkringliggende samfund (for de kvalificerede), men også om f.eks. at dyrke jorden inde på området, producere simple håndlavede produkter eller tilbyde serviceydelser.

Såfremt området ikke er aflukket (hvilket kun bør ske i ekstreme tilfælde), vil man forvente at indbyggerne i høj grad bidrager til samfundet med deres arbejdskraft – og skattebetaling. Da udgiften til overførselsindkomster samtidigt er begrænset af den lave sats, vil det være sandsynligt at samfundet samlet set vil profitere på området.

Til kritikerne

For nu at komme komme kritik i forkøbet: Det nye paradigme forhindrer ikke asylansøgere i at opnå permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab, hvilket naturligvis ophæver kravet om at de skal bo i flygtninge-området.
Det skal tvært imod ses som en afskaffelse af begreberne “tålt ophold”, “tvangs-hjemsendelse” og “afviste asylansøgere” og udrejse-centre som Sjælsmark.

Den nuværende asylpolitik er national-egosistisk, da DK ikke reelt bidrager til at løse problemet med globale flygtningestrømme. Den er også inhuman, da asylansøgere ikke har ubetinget ret til familiesammenføring, risikerer udvisning til en krigszone, og skal leve i usikkerhed med truslen om udvisning over hovedet.
Slev hvis der ikke var nogen islamisk eller højre-ekstremistisk trussel, skulle vi stadig ændre asylparadigmet af den simple grund at det er elendigt.

Jeg ved godt at de fleste tilhængere af en humanitær asylpolitik er fuldstændig afvisende over for at der skulle være en trussel fra ekstreme islamister. At truslen er stærkt overvurderet, ikke reel, og ikke noget man bør tage hensyn til i politik.

Men ved sidste folketingsvalg fik de humanistiske partier Ø, Å og R kun i alt 18% af folketingets mandater (fraregnet atlantens mandater). Med andre ord er der ikke den fjerneste opbakning blandt DK’s vælgere til at vælge humanisme på bekostning af sikkerhed. Den eneste mulighed for at få en humanitær asylpolitik, er et nyt paradigme.
Og hvis du betvivler den konklusion, vil jeg meget gerne høre din plan for hvordan du vil næsten tredoble vælgertilslutningen til de humanistiske partier, så de får flertal…

Dit valg

Jeg mener ikke at UBI og lokalt personale er en nødvendighed for at paradigmet kan fungere, men det vil gøre det mere dynamisk og mindre bureaukratisk.

Men resten af det nye paradigmeskifte er så bydende nødvendigt for Danmark, at du bliver nødt til at forholde dig til det.
Skriv om det. Stil spørgsmål. Kom med forslag til forbedringer og ændringer. Diskuter og del.
Selv hvis du er kritisk, vil jeg opfordre dig til at dele din mening, og formulere en konstruktiv kritik. Følg mig og skriv til mig @BoJense39508995

Vi er nødt til at nå til et bedre paradigme for asylpolitik i Danmark.

Du kan læse mere om mine tanker i det tidligere indlæg Global flygtningekrise: en ny løsning