Eleverne er simpelthen for gode til at spille Classcraft. De overholder almene regler for god opførsel og disciplin, så der ikke er nogen grund til at straffe dem med skade.
Umiddelbart er det den ideelle situation for enhver underviser at have en klasse af modne og ansvarlige elever. Men det giver et problem.
Classcraft er bygget op omkring at eleverne modtager skade, da cirka halvdelen af elevernes “powers” handler om at håndtere skade. Desuden får eleverne bonus XP for at hjælpe deres holdkammerater af med skade. Så uden skade går spillet i stå, og kedsomheden melder sig igen.
Jeg er begyndt at bruge random events (“The Riders of Vay”) som den primære måde at give skade på. Omkring halvdelen af mine events indebærer at der gives skade til eleverne, nogle gange til hele klassen, men ofte en fra hvert team eller alle af en bestems figurtype (f.eks. mages). Fordi skaden bliver tilfældigt fordelt føles det ikke som en straf, men bare som en del af spillet.
Herudover er det fair at straffe for manglende lektier – jeg udvælger normalt nogle tilfældige til at svare på spørgsmål om lektier for at kunne holde dem op på det (spørgsmålene står normalt sammen med lektien, så de kender dem på forhånd).
Hvad man for alt i verden skal undgå er at straffe elever der har “vovet pelsen” og rakt en hånd i vejret for at svare på et spørgsmål. Det bliver en demotiverende oplevelse, der får dem til at holde igen med deres input.
Jeg giver også skade for at komme for sent, og en del skade for at blive væk uden sygemelding. Her har jeg faktisk lagt et ekstra lag oven på skolens fraværssystem i det jeg forlanger at eleverne skriver en besked direkte til mig med en god begrundelse for deres fravær, hvis de vil undgå skade.
Desuden kan man lade spillerne “ofre” liv for at få andre ressourcer. Jeg har valgt at lave en power til mages som giver dem 10 AP for at modtage 10 HP skade.
Da det giver resten af teamet mulighed for at bruge powers (og tjene XP), giver det super god mening. Samtidigt er det en evne der skal bruges bevist, det giver bagslag at bruge den hvis ikke teamet har ressourcer til at blokere og helbrede skaden. Der hører altså lidt strategi sammen med evnen, hvilket gør den til et ekstra engagerende element i Classcraft.
Bemærk at man ikke kan få Classcraft til at aktivere evnen automatisk. Jeg har lavet den som en 1 AP power, og kræver af mine elever at de skal gøre mig opmærksom på at de bruger den. Så går jeg manuelt ind i systemet og giver dem de +10AP og -10HP.
Til sidst vil jeg nævne, at det er en rigtig god ide at give eleverne andre muligheder for at veksle AP til XP end de skade-håndterings powers der er med som standard. Jeg har selv valgt at give dem powers de kan bruge i forbindelse med at svare på spørgsmål fra tavlen, eller fremlægger opgaver for mig. De får så ekstra XP oven i den almindelige belønning.
Den form for powers kalder jeg for Power-boosters, og du kan læse meget mere om dem her: Power-boosters i Classcraft
Læs mere om Classcraft og andre systemer til gamificering af undervisningen her: Gamificerede undervisningsmetoder
3 thoughts on “Classcraft skade – et nøgleproblem”