Pædagogik er ikke svaret på gymnasiets krise

Motivationskrisen i det danske uddannelsessystem er ret godt dokumenteret i form af en bog med bidrag fra flere pædagogiske forskere (“Unges motivation og læring”). Det er et helt reelt problem, at det står skidt til med elevernes motivation – og til tider også med deres trivsel.

Desværre kan vi ikke regne med nogen løsning til gymnasierne fra forskernes side, hverken i kraft af deres samarbejde med pædagogikum (kursus-året for nye undervisere), med ministerierne eller gennem deres oplæg på “pædagogiske dage”.

Problemet er, at pædagogik (i hvert fald som den formidles af de danske pædagogiske forskere) har et overvældende funktions-orienteret fokus. Det hele handler hvordan elever lærer bedst, forudsat at de villigt og entusiastisk gør præcis hvad de bliver bedt om.

Desværre er den største udfordring som underviser netop at få eleverne til at deltage villigt og entusiastisk.

Dette er helt ukontroversielt blandt undervisere. Det er også almen kendt at elevernes karakterer og udbytte af undervisningen i meget høj grad afgøres af deres arbejdsindsats, endda mere end af deres intellektuelle potentiale. Flere elever har et “talent” for at tænke på den måde et fag kræver, men får alligevel et middelmådigt udbytte af faget pga. dårlig indsats. Og tydeligst ser man det på de svageste elever – de dårligste resultater opnås næsten udelukkende på baggrund af manglende indsats i undervisningen.

Et andet ord for at deltage entusiastisk er at være motiveret. Og når vi nu står netop i en motivationskrise, så burde alle danske pædagogiske forskere være optaget af at tilegne sig og anvende al eksisterende viden om netop motivation.

Desværre er de danske pædagogiske forskere helt uinteresserede i motivation. Deres forskning ender altid med at have motivations-delen som et rent postulat. I hvert falde når den bliver præsenteret for os undervisere.

Det antages, at det er motiverende for eleverne at arbejde projektorienteret. Det antages, at tværfagligt samarbejde er motiverende. Det antages, at klare mål for modulet og detaljeret feedback er motiverende.

Men modsat “læringsudbyttet” ses motivationen ikke som vigtig nok til at måle på, eller bare analysere ud fra eksisterende forskning – forskerens eller teoretikernes egne fordomme om elevernes motivation menes at være tilstrækkelige.

Illustration af Love Krittaya, Public Domain

I protest mod denne ubrugelige mentalitet, har jeg gennem flere år sat motivation i centrum for min undervisning. Gennem konceptet “Gamification i Undervisningen” har jeg udviklet flere undervisningsmetoder ud fra et menneske-orienteret fokus. Hvor det er helt OK at tingene bliver en smule mere komplicerede eller langsomme, hvis eleverne til gengæld er entusiastiske.

Læs mere om mine gamificerede undervisningmetoder her: Gamificerede undervisningsmetoder

Hele denne metode er forskningsbaseret. Ikke baseret på pædagogiske forskere uden respekt for motivation, men derimod på forskningsbaserede psykologiske teorier om motivation: BJ Fogg “B=MAP”, Nir Eyal “Hook model”, Mihaly Csíkszentmihályi “Flow Theory”, Daniel Kahneman “Thinking: Fast and Slow”, Deci og Ryan “Self Determination Theory”, Jane McGonigal med flere. Med stor brug af et overordnet teoretisk framework for motivation: Yu-kai Chou “Octalysis”.

Så er du interesseret? Læs mere om mine gamificerede undervisningmetoder her: Gamificerede undervisningsmetoder

Til sidst vil jeg gentage, at mit udgangspunkt for kritikken af den danske pædagogiske forskning handler om hvad der bliver formidlet videre af denne forskning til gymnasiets undervisere. Måske vil enkelte pædagogiske forskere føle sig urimeligt angrebet, og pege på referencer til motivationsforskning i deres egne værker. Men kritikken handler netop om, at motivationsforskning aldrig anses for vigtigt nok til at kommunikere videre til underviserne. Hvilket er et fundamentalt problem for undervisningen i de danske gymnasier, idet underviserne ikke får viden om motivation fra de eneste forskere der inviteres til at tale om undervisning.

Det viser sig også, at det danske pædagogiske landskab ikke er fuldstændig tørlagt for motivationsteori. Nogle heldige undervisere er stødt på selvdetermineringsteori, på Noemi Katznelson, Dorte Ågård eller Skaalvik i deres pædagogikum. Så det er skam muligt at kombinere pædagogik og motivationsteori. Det skal bare prioriteres i pædagogikum, således at hver eneste kandidat støder på teorier om motivation. I flertal. For man kunne jo heller ikke forestille sig at pædagogikum kandidater kun blev serveret for en enkelt teori om pædagogik og læring.

Og det selvom pædagogik ikke er svaret på gymnasiets krise.

Hold dig opdateret, tilmeld dig facebook-gruppen Gamification i undervisningen

One thought on “Pædagogik er ikke svaret på gymnasiets krise

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s