Glæden ved competetive play

Selvom jeg har brugt det meste af min tid som gamer på single-player spil, så har jeg også set værdien i at spille multiplayer, specielt når man kæmper om rangering i competetive play.

Mine egne erfaringer stammer fra RTS strategispillet Starcraft II. Efter at have fået massere af erfaring med spillets grundlæggende mekanismer gennem kampagne-banerne og dueller med computeren, vovede jeg mig til sidst ud i rangerede dueller med menneskelige spillere online.

Og her er der noget helt specielt ved de spil der fungerer som dueller. De indeholder en helt anden dynamik end multiplayer med flere spillere, uanset om det er alle imod alle, samarbejde eller hold imod hold.

Det sjove ved at spille imod mennesker er, at din modstander er helt uforudsigelig. I forhold til en AI vil mennesker ofte prøve eksteme strategier, hvor de kaster hele deres økonomi ind på at gennemføre en overraskelse. Nogle af disse strategier kendes som “cheese”, hvilket indikerer at den kun kan fungere hvis modstanderen bliver overrasket – ellers har man så godt som tabt på forhånd.
Til gengæld er det sjovt at vinde på en overraskelse. I et typisk spil sender man en arbejder over til fjendens base, for at få viden om udviklingen inden de første kampenheder er producerede. En gang fik jeg så den sjove ide at sende to arbejdere (zerg droner) af sted i stedet for en. Det betød, at de sammen kunne vinde en kamp imod enkeltstående fjendtlige arbejdere (terran SCV’s) der opførte bygninger. Fjenden kunne naturligvis sende flere arbejdere ud for at forsvare dem, men det ville samtidigt betyde at de ikke kunne passe deres andre opgaver.
I sidste ende fik jeg distraheret fjenden så meget, at han ikke fik bygget et tidligt forsvar, og jeg derfor kunne løbe han over ende med mine tidligste krigere.

Dynamikken i spillet handler om, at når et trick er benyttet ofte nok er det ikke længere en overraskelse. Hvis spilleren havde set det samme trick 10 gange i samme uge, ville han let have forsvaret sig imod det, og opbygget sin base uden problemer.

Man kan let finde professionelle kampe på YouTube, hvor man hurtigt lærer den “normale” måde at spille på. Men de alternative strategier fungerer ofte som en counter til det normale – og man bliver tvunget til at justere sin metode for at forsvare sig.
En smuk del af processen med at lære et competitive spil er at undgå de fælder, der ikke er åbenlyse. Præcis som at undgå mat i to træk i skak – de færreste indser muligheden for en hurtig afslutning på spillet, før de selv har oplevet det. Og fordi en professionel spiller aldrig vil begå den fejl, er det en side af spillet man ikke ser i de professionelle kampe.

De strategier, som modstanderen bruger imod en, er også betinget af hvor svære de er at bruge. Det betyder, at efterhånden som man stiger i rang, og der kommer højere niveau i kampene, så vil det også ændre sig hvilke enheder og strategier der er brugbare.

Og det er glæden ved competetive play. Konstant skiftende udfordringer, med nye muligheder for at lære bag hver en sten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s