Debattonen, ansvar og skyld

Min seneste blog-post
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/07/fascinationen-af-daesh-isil/
fik flere kommentarer om hvorvidt Dansk Folkeparti er skyld i den terrorisme der rammer både Europa og Mellemøsten.
Bl.a. blev der linket til en artikel som indeholdt følgende citat:

Vi står i en situation, der er så alvorlig, at det er direkte useriøst at insinuere at det er ”tonen i debatten”, der er skyldt i at unge bliver radikaliseret og drager til Syrien for at springe sig selv i luften, eller begår terror i hjertet af vores trygge hovedstad.

– Jakob Engel-Schmidt, MF for Venstre.
http://politik.tv2.dk/2015-03-06-terror-sker-ikke-paa-grund-af-tonen

Jeg vil i det følgende dissekere denne påstand.

Først er der spørgsmålet om skyld.
Der er ingen tvivl om at skylden for enhver terrorhandling hviler på terroristen og eventuelle hjælpere. Præcis som enhver anden forbrydelse kan skylden aldrig påhvile hverken ofre, politiet eller politikere, uanset hvor uansvarligt disse har båret sig ad.

Dette rejser spørgsmålet om ansvar.
For politikere, politi og efterretningsvæsen kan netop opføre sig uansvarligt. Dette sker, når de ikke gør hvad der står i deres magt for at forhindre de kriminelle handlinger. Et offer for indbrud vil blive set som uansvarlig hvis han har ladet hoveddøren stå åben og ubevogtet – endda så uansvarlig, at en forsikring kan nægte at udbetale erstatning.
Denne sammenligning er ekstremt nyttig til at diskutere politikernes ansvarlighed og mangel på samme – er der gjort hvad der skal til for at mindske risikoen for terror i vores samfund?

Politikere på højrefløjen bryster sig gerne af at sikre samfundet imod kriminalitet (inklusive terror) ved hjælp af forbud, strenge straffe og ressourcer til politi og overvågning.

Den manglende ansvarlighed ligger et helt andet sted. For at nå til den må vi snakke om fristelsen til forbrydelsen.
En forbryder kan blive fristet til at begå en forbrydelse. Som sagt er det forbryderens skyld, men samfundet kan vise ansvar ved at fjerne fristelsen.
Et godt eksempel på dette er bankerne, der ved at fjerne kontanter fra kasserne har elimineret fristelsen til at begå bankrøveri.

Hele denne blog handler om at analysere Daesh (ISIL) og finde måder at svække gruppen på. Hvilke redskaber kan vi opfinde, der kunne virke lige så effektivt imod voldelig ekstremisme som pengeløse filialer virker imod bankrøverier?

Terrorisme har et helt andet motivationssæt end økonomisk kriminalitet. Her handler det ikke om berigelse, men om magt og hævn. For at terrorisme giver mening, må terroristen se sig selv som en fjende af samfundet.
At fjerne fristelsen til terror er derfor lig med at fjerne fristelsen til at blive en fjende af samfundet.

Derfor må jeg slå følgende fast med syvtommersøm:
Enhver politiker som har medvirket (unødvendigt) til at skabe en “dem og os”-mentalitet, og dermed gjort det let for arabisk udseende unge mænd med en plettet straffeattest at se sig som fjender af samfundet, han eller hun har handlet groft uansvarligt.
På trods af at skylden for terrorhandlinger hviler på terroristen, så ligger der et ansvar på politikerne som ikke kan viskes bort af højreorienteret ønsketænkning om det modsatte.

På samme måde som Jakob Engel-Schmidt ser jeg en situation som nu er så alvorlig at jeg ikke kan tolerere useriøsitet. Netop derfor kan jeg ikke længere lade stå til, og lade DF og ligesindede sabotere den kamp vores politi, efterretningsvæsen og militær kæmper imod islamiske ekstremister.

Til sidst vil jeg svare på spørgsmålet om den fremmedgørende debattone er en primær årsag til terrorisme, eller blot en af mange. Jeg mener at den indgår i et kompliceret sammenspil af faktorer.
Som jeg netop har skrevet er en afgørende faktor den religiøst ladede ideologi som Daesh formår at sælge utrolig effektivt med sin propaganda:
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/07/fascinationen-af-daesh-isil/
Den fremmedfjendske tone indgår i det jeg vil kalde sociale faktorer, hvor også arbejdsløshed og krigstraumer i familien indgår.
Men helt afgørende er det personlige valg om at blive eller ikke blive terrorist. Naser Kahder har erklæret sig fornærmet over at en terrorist’s palestinensiske baggrund er blevet brugt til at forklare hans handlinger. Burde Kahder så selv – som halvt palæstienser – være blevet terrorist?
Så afgjort ikke.
Det frie, personlige valg er det grundlæggende for terroristen, og det er et valg som samfundet står magtesløs over for.
Men netop derfor er de sociale faktorer ekstremt væsentlige, fordi det er der samfundet kan gøre en forskel.

En afgørende grund til at angribe netop debattonen er, at DF har set terrorismen som et bevis på sandheden af deres anti-islamiske ideer. Men en analyse af islamisk terrorisme viser hvad DF’s ideer i virkeligheden er: Brænde på bålet for Daesh og venner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s