En skræmmende statistik viser at antallet af fordrevne personer er steget støt siden ’50erne, og er stadigt stigende. Andelen af fordrevne personer er nu tæt på 1% af verdens befolkning.

Derfor står Danmark med præcis samme diskussion som resten af verden: Hvad gør vi ved flygtningene?
Og danskerne deler sig i to lejre, med præcis de samme to holdninger som man finder i hele resten af verden:

Den første er den humanitære holdning, som holder på at en flygtning ubetinget har ret til en værdig tilværelse i et nyt land, inklusive bolig, lægehjælp, arbejde, uddannelse, familiesammenføring og om nødvendigt statsborgerskab. Her er fokus altså på flygtningens behov, og ikke påvirkningen af omgivelserne.
Modsat er den nationalistiske holdning, som holder på at flygtninge medbringer en anden og ofte problematisk kultur, og at det i øvrigt kræver ressourcer for samfundet at give plads til dem. Her er fokus på samfundets behov, og på den potentielle samfundtrussel.

Til disse to holdninger hører to løsninger: Henholdsvis total integration og midlertidigt ophold i flygtningelejre. Og intet kunne være lettere end at finde sønderlemmende argumenter imod dem:
Den totale integration åbner samfundet for både kulturelle og mere konkrete trusler – kriminalitet og terrorisme – imens den koster dyrt i ressourcer.
Samtidigt er det midlertidige ophold i flygtningelejre uværdigt, og det er en enorm psykisk belastning for de udsatte mennesker at de når som helst kan blive sendt tilbage til et krigshærget land, og at deres tilværelse er sat på pause – uden mulighed for at arbejde eller tage uddannelse.

Derfor er der uden tvivl brug for en ny og tredje løsning, der både tager hensyn til de menneskelige behov, og til den samfundstrussel som ses af nationalisterne.
Desværre forventer jeg ikke den store åbenhed, fordi mange fra begge fløje totalt negligerer bekymringerne fra den anden. Til det vil jeg sige: Tror I virkeligt at I kan få den anden fløj til at forsvinde? Eller totalt sætte den uden for indflydelse? For mig at se bliver begge fløje derimod stadig mere insisterende på deres krav – og derfor umulige at ignorere.

Mit eget forslag til en ny løsning hedder pseudostater. Den første forskel på dette og en flygtningelejr er at ophold gives permanent. En flygtning der optages i lejren opnår altså en art statsborgerskab i pseudostaten, og kan aldrig udvises fra den.
For at tilladelsen til permanente ophold skal give mening, skal der være mulighed for livsudfoldelse. Det vil i praksis sige muligheden for at arbejde og tjene penge, uddanne sig, starte virksomhed, renovere sin bolig og dyrke planter i sin køkkenhave.
De optimale vilkår for dette kommer når pseudostatens ressourcebehov primært søges opfyldt indefra. I så høj grad som muligt opbygges nye boliger og faciliteter med håndværkere der har ophold i lejren. På samme måde kan al madlavning til f.eks. ældre beboere laves med lokalt dyrkede fødevarer, og lokale kokke. Og i det hele taget kan al service-arbejde udfyldes lokalt: fra sundhedsvæsen og undervisning til rengøring, salg og vagter.

Fordelen ved dette, set fra samfundets side, er at borgere i pseudostaten har en justerbar relation til det omgivende samfund. Hvis samfundet udenom er præget af optimisme i forhold til integration, så kan man give let adgang til opholdstilladelse, arbejdstilladelse og eventuelt statsborgerskab. Hvorimod hvis samfundet rammes af kriminalitet relateret til flygtninge i en bestemt pseudostat kan man lukke for grænserne, så den enkelte borger skal søge om tilladelse til at besøge det omgivende samfund.

En pseudostat vil med tiden bliver billigere at drive end en flygtningelejr, da arbejdsopgaver efterhånden overtages af en intern økonomi. Den vil næppe kunne blive 100% selvforsynende, men vil snarere udvikle sig til en bloktilskuds-økonomi frem for en statsfinancieret. Udgangspunktet er borgerløn suppleret med tilskud: enhver borger får penge og tilskud til at dække helt basale udgifter. Dette vil forhindre nød, men stadigt gøre det nødvendigt at arbejde for at nyde nogen form for luksus.

Der vil gælde andre regler i pseudostaten end det omkringliggende samfund. Dette er i høj grad af praktiske hensyn, da det vil være svært at få gang i økonomien med komplicerede danske regler for arbejde – det vil stille for store krav til efteruddannelse. Der vil i det hele taget være en høj grad af lokal selvbestemmelse, så borgerne får indflydelse på egne forhold. Dette er både af hensyn til borgerens værdighed, og en øvelse i demokrati for flygtninge fra autoritære samfund der på sigt ønsker optagelse i det danske. For yderligere at kvalificere sig til at blive integreret i det omkringliggende samfund kan man tage sprogkurser og lignende i pseudostaten.

Udfordringen med at oprette disse pseudostater handler om national frihed: staten, der stiller området til rådighed, skal acceptere at de ikke bare kan skifte mening og bruge lejren til andre formål. Men jeg vil mene at de mange fordele tydeligt opvejer ulemperne.

Til sidst vil jeg påpege at mange nok har læst dette som et forsøg på at løse et dansk problem. Det ville være forkert. Massere af lande sidder med præcis de samme problemstillinger, og en stor del af international diplomati handler om at det ene land forsøger at presse det andet land til at modtage flere flygtninge – for selv at slippe for ansvaret. Men overalt i verden er der nationalistisk modstand imod flygtninge, så det er naivt at problemet kan løses ved blot at finde en anden stat.
Problemet løses derimod ved at skabe nye (pseudo)stater.