Gode nydanske kræfter

For at bidrage til debatten omkring nydanskere, vil jeg gerne fortælle historien om en gruppe mennesker jeg mødte i Gellerup for nogle år siden.

Situationen var den, at jeg sammen med et par andre unge fyre fra en kirke i Århus havde besluttet at vi ville prøve at gøre en forskel i Gellerup. Efter at have søgt nogle muligheder, stødte vi på en gruppe personer, der kaldte sig – så vidt jeg husker – Somali Community. Unge somaliske mænd omkring de 30 år, der havde en fantastisk historie at fortælle.

De fortalte os om den periode, da somalierne i Danmark første gang kom til landet som flygtninge. Her var de hurtigt blevet den mest problematiske nydanske gruppe, med massere af kriminalitet og uro. Men i stedet for at vente på en ændring “udefra”, gik Somali Community i gang med at få styr på gruppen af etniske somaliere i Århus.
Resultatet af arbejdet blev, at der det seneste år ikke havde været en eneste somalier i Århus der var blevet arresteret af politiet.

Det slog helt benene væk under mig. Tænk at en lille gruppe mennesker kan gøre en så stor positiv forskel i deres nærområde!
Siden da har Somali Community stået som nogle af mine helte, og et fantastisk eksempel på hvad der kan ske når vi tager ansvar for sociale udfordringer.

Når jeg nu tænker deres historie igennem igen, så må der være en stor sandsynlighed for at mændene i Somali Community selv engang har været ballademagere i Gellerup. Men selvom man tidligere har skabt problemer, kan man stadig bidrage positivt til fællesskabet.

Lad os aldrig glemme, at der i de nydanske fællesskaber ikke kun findes problemer, men også løsningen på problemerne.

Det er også derfor jeg tidligere har skrevet om nødvendigheden af at stå sammen, nydanskere og etniske danskere, imod de negative kræfter i samfundet.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/kald-til-sammenhold/

Vi har simpelthen ikke råd til at støde gode nydanske kræfter fra os, hvis vi i samfundet skal bekæmpe kriminalitet og terrorisme. Et forslag til hvordan vi mere konkret skal stå sammen har jeg også beskrevet tidligere.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/en-konstruktiv-antiracisme/

Debattonen, ansvar og skyld

Min seneste blog-post
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/07/fascinationen-af-daesh-isil/
fik flere kommentarer om hvorvidt Dansk Folkeparti er skyld i den terrorisme der rammer både Europa og Mellemøsten.
Bl.a. blev der linket til en artikel som indeholdt følgende citat:

Vi står i en situation, der er så alvorlig, at det er direkte useriøst at insinuere at det er ”tonen i debatten”, der er skyldt i at unge bliver radikaliseret og drager til Syrien for at springe sig selv i luften, eller begår terror i hjertet af vores trygge hovedstad.

– Jakob Engel-Schmidt, MF for Venstre.
http://politik.tv2.dk/2015-03-06-terror-sker-ikke-paa-grund-af-tonen

Jeg vil i det følgende dissekere denne påstand.

Først er der spørgsmålet om skyld.
Der er ingen tvivl om at skylden for enhver terrorhandling hviler på terroristen og eventuelle hjælpere. Præcis som enhver anden forbrydelse kan skylden aldrig påhvile hverken ofre, politiet eller politikere, uanset hvor uansvarligt disse har båret sig ad.

Dette rejser spørgsmålet om ansvar.
For politikere, politi og efterretningsvæsen kan netop opføre sig uansvarligt. Dette sker, når de ikke gør hvad der står i deres magt for at forhindre de kriminelle handlinger. Et offer for indbrud vil blive set som uansvarlig hvis han har ladet hoveddøren stå åben og ubevogtet – endda så uansvarlig, at en forsikring kan nægte at udbetale erstatning.
Denne sammenligning er ekstremt nyttig til at diskutere politikernes ansvarlighed og mangel på samme – er der gjort hvad der skal til for at mindske risikoen for terror i vores samfund?

Politikere på højrefløjen bryster sig gerne af at sikre samfundet imod kriminalitet (inklusive terror) ved hjælp af forbud, strenge straffe og ressourcer til politi og overvågning.

Den manglende ansvarlighed ligger et helt andet sted. For at nå til den må vi snakke om fristelsen til forbrydelsen.
En forbryder kan blive fristet til at begå en forbrydelse. Som sagt er det forbryderens skyld, men samfundet kan vise ansvar ved at fjerne fristelsen.
Et godt eksempel på dette er bankerne, der ved at fjerne kontanter fra kasserne har elimineret fristelsen til at begå bankrøveri.

Hele denne blog handler om at analysere Daesh (ISIL) og finde måder at svække gruppen på. Hvilke redskaber kan vi opfinde, der kunne virke lige så effektivt imod voldelig ekstremisme som pengeløse filialer virker imod bankrøverier?

Terrorisme har et helt andet motivationssæt end økonomisk kriminalitet. Her handler det ikke om berigelse, men om magt og hævn. For at terrorisme giver mening, må terroristen se sig selv som en fjende af samfundet.
At fjerne fristelsen til terror er derfor lig med at fjerne fristelsen til at blive en fjende af samfundet.

Derfor må jeg slå følgende fast med syvtommersøm:
Enhver politiker som har medvirket (unødvendigt) til at skabe en “dem og os”-mentalitet, og dermed gjort det let for arabisk udseende unge mænd med en plettet straffeattest at se sig som fjender af samfundet, han eller hun har handlet groft uansvarligt.
På trods af at skylden for terrorhandlinger hviler på terroristen, så ligger der et ansvar på politikerne som ikke kan viskes bort af højreorienteret ønsketænkning om det modsatte.

På samme måde som Jakob Engel-Schmidt ser jeg en situation som nu er så alvorlig at jeg ikke kan tolerere useriøsitet. Netop derfor kan jeg ikke længere lade stå til, og lade DF og ligesindede sabotere den kamp vores politi, efterretningsvæsen og militær kæmper imod islamiske ekstremister.

Til sidst vil jeg svare på spørgsmålet om den fremmedgørende debattone er en primær årsag til terrorisme, eller blot en af mange. Jeg mener at den indgår i et kompliceret sammenspil af faktorer.
Som jeg netop har skrevet er en afgørende faktor den religiøst ladede ideologi som Daesh formår at sælge utrolig effektivt med sin propaganda:
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/07/fascinationen-af-daesh-isil/
Den fremmedfjendske tone indgår i det jeg vil kalde sociale faktorer, hvor også arbejdsløshed og krigstraumer i familien indgår.
Men helt afgørende er det personlige valg om at blive eller ikke blive terrorist. Naser Kahder har erklæret sig fornærmet over at en terrorist’s palestinensiske baggrund er blevet brugt til at forklare hans handlinger. Burde Kahder så selv – som halvt palæstienser – være blevet terrorist?
Så afgjort ikke.
Det frie, personlige valg er det grundlæggende for terroristen, og det er et valg som samfundet står magtesløs over for.
Men netop derfor er de sociale faktorer ekstremt væsentlige, fordi det er der samfundet kan gøre en forskel.

En afgørende grund til at angribe netop debattonen er, at DF har set terrorismen som et bevis på sandheden af deres anti-islamiske ideer. Men en analyse af islamisk terrorisme viser hvad DF’s ideer i virkeligheden er: Brænde på bålet for Daesh og venner.

Fascinationen af Daesh (ISIL)

Når man beskriver hvorfor Daesh (også kendt som Islamisk Stat) har success med at tiltrække massere af unge krigere fra vesten, må man læse det i to spor:

Hvordan Daesh fremstiller sig selv, og hvad de unges vilkår er.

Daesh fremstiller sig selv som en tilbagevenden til Islams tidligste tider, og en “ren” læsning af koranen.
Dette beskrives indgående i den meget interessante (og ret lange) artikel: http://www.theatlantic.com/features/archive/2015/02/what-isis-really-wants/384980/
Tankegangen er for så vidt simpel – det er ikke Islam der styrer verden nu, så lad os efterligne en tid hvor den gjorde.

Det store es for Daesh er at de har fundet en kalif, og oprettet et kalifat – en Islamisk Stat.
Hvorfor er det så fantastisk?
Fordi, I følge en fundamentalistisk læsning af koranen, så er alle muslimer forpligtet til at være tro imod kaliffen. Der har ikke været en ægte kalif de sidste mange hundrede år, fordi kaliffen skal være af Muhammeds stamme, og indføre hele Sharia lovgivningen på det landområde han kontrollerer.
Selv de saudi-arabiske konger (som nok er de største sponsorer af terrorisme i verden) har ikke kunne leve op til det krav.

Det betyder så også, at ifølge samme fundamentalistiske læsning vil alle muslimer der ikke følger Daesh kunne betragtes som frafaldne, og straffes med døden.
For en muslim der 100% deler Daesh’ teologiske tanker, vil det være nærmest utænkeligt ikke at rejse af sted for at slutte sig til kalifatet.

Men der er naturligvis også et helt andet element end det rent teologiske. For de Daesh-inspirerede terrorister i København og Paris har ikke været typen der har siddet med hovedet i teologiske studier hele deres liv.

De har været kriminelle, og er som mange andre først blevet radikaliserede efter de havde været straffet. Forlydende fra det danske politi er, at mange af de kriminelle indvandrere der sælger stoffer og begår hærværk, nu er begyndt at flage med Daesh’ sorte fane.

Fra de unges perspektiv bunder fascinationen for Daesh i fremmedgørelse. De ser sig selv som stående uden for det danske samfund, og endda i modsætning til samfundet.
De vil gøre hvad som helst for at få en anden identitet, for at blive en del af en gruppe der accepterer og hylder dem. Det har indvandrerbanderne i høj grad givet de mest utilpassede unge, og Daesh er blot en fortsætter af success’en.

Så når unge Daesh-støtter uploader deres videoer, så taler deres ord om Daesh’ propaganda, men deres egen baggrund taler om fremmedgørelsen.

Fremmedgørelsen er den del af Daesh’ fundament som er lettest at angribe. Hvorfor føler de unge sig fremmedgjorte? Der er ikke noget mere åbenlyst svar end højrefløjens konstant negative omtale af nydanskere og udlændinge. “Dem” og “os” tankegangen, der ligger bag alle udmeldinger fra Dansk Folkeparti, er drivkraften i fremmedgørelsen. Forestillingen om et muslimsk parallelsamfund bliver en selvopfyldende profeti, og DF kan betragtes som en grib der vinder politisk på at ødelægge vores samfund.

Hvis tonen i debatten er, at unge arabisk udseende mænd med en plet på straffeattesten er uønskede i vores samfund, så bliver den logiske konsekvens at de samme unge mænd vil fristes af kriminelle organisationer som banderne og Daesh.
Med væksten af den racistiske højrefløj i Europa er det desværre ikke kun et dansk problem, og hele det europæiske kontinent er rekrutteringsområde for Daesh.

Så i forsvar for det Danske samfund, og i modstand imod den voldelige ekstremisme vil jeg gentage min opfordring til etniske danskere og nydanskere om at stå sammen:
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/kald-til-sammenhold/

Den destruktive kraft i den racistiske fremmedgørelse forsvinder desværre ikke af sig selv, så vi er nødt til aktivt at bekæmpe den. Hvordan det sker har jeg beskrevet  i “En konstruktiv antiracisme”.
https://entankeadgangen.wordpress.com/2015/03/01/en-konstruktiv-antiracisme/

En konstruktiv antiracisme

De færreste ser racisme som noget positivt, eller en tankegang der skal have plads i vores samfund. Alligevel er begrebet antiracisme behæftet med negative associationer.
Mine egne negative associationer relaterer til en ekstremt nøjeregnende attitude, hvor hver eneste lille element i samfundet skal finjusteres for at undgå ord og praksis der kunne opfattes racistisk.

Et problem med dette er at velmenende personer skal til at leve et ekstremt politisk korrekt liv, hvilket bliver belastende for både dem selv og deres omgivelser.

Et andet problem er om denne fremgangsmåde overhovedet virker. Nydanskere og udlændinge vil næppe opleve de værste krænkelser fra de meget velmenene personer der faktisk prøver at efterleve den politiske korrekthed.

Så lad os diskutere et bedre alternativ, når nu racismen er et reelt problem, der bør bekæmpes. Vi vil aldrig kunne forhindre 100% af de hændelser der kan få nydanskere og udlændinge til at føle sig uønskede og krænkede. Så lad os som etniske danskere i stedet fokusere på at vise dem at de er ønskede og værdsatte. Hvis dette sker både offentligt og privat vil det tage kraften ud af racismen.

Jeg er selv en meget indadvendt person, men en åbenlys måde at gøre en positiv forskel på er at starte en samtale og måske invitere på kaffe. Ikke kun de nydanskere man i forvejen gennem arbejde eller studie, men også de der blot bor i samme område, eller handler i samme butikker.

Kald til sammenhold

Hvad er der brug for i Danmark efter terrorismen har gjort sit indtryk?

I min optik er det sammenhold. Uanset religion må alle fredelige personer i Danmark insistere agresivt på at vold ikke er et acceptabelt middel for at få holdninger udbredt eller trumfet igennem.
Det er bydende nødvendigt at vi ikke splittes i fraktioner af ateister, kristne, muslimer og andre religioner. Jeg er stor fan af de initiativer der har været fra flere danske muslimer, bl.a. “jeg stoler på dig – giv et kram” og fredskredsen.
Resten af samfundet må respondere ved at markere deres støtte til de danske muslimer, både i offentlige ord og private initiativer.
Vi er et samfund, og hvis det knækker over har ekstremisterne vundet.

Der må nødvendigvis være et “os” og “dem”. Ellers giver det ikke mening at give et stærkt modsvar til terrorismen. Spørgsmålet er hvor vi skal skille “os” og “dem”.

Der er ingen måde at komme uden om at Islam har spillet en rolle for de gerningsmænd der angreb i København og Paris. Men vi må ikke have så kort en hukommelse at vi glemmer Breiviks angreb i Norge, der kostede langt flere menneskeliv. Det angreb var båret af en frygt for Islam, og et had imod Islam. Den uundgåelige konklusion er at der findes voldelige ekstremister både iblandt Islams tilhængere og dets modstandere.
Modstand imod Islam kan derfor aldrig være et svar på terrorismens udfordring.

Derfor må danskboende muslimer være inkluderet i “os”. “Dem” vi bekæmper er de ekstremister der ønsker at benytte vold til at opnå deres mål, uanset religion og politisk orientering.

Et modangreb på terrorismen

Denne blog er startet som reaktion på den nylige terrorisme i Frankrig og DK, samt den tilknyttede vækst af terrororganisationen ISIL (som jeg ofte vil betegne Daesh).

Jeg har taget det som en brat opvågning, at islamismen faktisk er en seriøs trussel imod også vores samfund, hvilket DFs dommedagsprofeter har råbt op om i årevis.

Derfor må vi som samfund give et stærkt svar imod terrorismen. Et svar, der går i en helt anden retning end at chikanere personer med mørk hud på gaden, eller at kræve familier udvist der har boet i Danmark i årtier.
Kort sagt, et svar der er præget af omtanke frem for panik og xenofobi.

Jeg vil forsøge at holde disse indlæg korte og kontante. Dermed vil der sikkert ofte mangle detaljer og nuancer, hvilket jeg vil følge op på med supplerende indlæg.