Alle undervisere støder fra tid til anden på en klasse, der bare har svært ved at opføre sig ordenligt. Hvad enten problemet drejer sig om støj i klassen, pjæk, elever der altid kommer for sent, dårlig stemning, ingen der vil besvare spørgsmål eller manglende arbejdsindsats, så handler det grundlæggende om at eleverne skal indordne sig under nogle rammer der muliggør undervisningen.

Her er der mulighed for at gamification kan spille en rolle som adfærdsregulerende ramme. Ideen er helt simpelt at eleverne opnår points i løbet af undervisningen, især for at udvise positiv adfærd. Disse points kan bruges til at købe forskellige fordele og friheder. Derved bliver der et positivt fokus på opførsel, i stedet for kun at italesætte dårlig opførsel i forbindelse med skideballer og sanktioner.

Points kunne f.eks. optjenes ved at

• Løse opgaver stillet i undervisningen
• Forsøge at besvare underviserens spørgsmål
• Holde fremlæggelse / præsentation
• Vise godt teamsamarbejde
• Overholde tidsfrist for aflevering
• Alle fra gruppen dukker op til tiden
• Lave lektier (noget der kan tjekkes let, f.eks. en online quiz)

En pædagogisk problem er at reglerne kommer “ovenfra”. Man kan gå i dialog med eleverne om hvad der er positiv adfærd, og selv lade dem foreslå nogle af punkterne inden man kommer med sit eget forslag. Hvis klassen har konsensus om systemet, vil eleverne være mere motiverede til at engagere sig i det.

For at systemet kan fungere, kræver det for det første at eleverne som udgangspunkt har færre rettigheder end man normalt ville give dem. Det gælder også for tests, afleveringer og større opgaver.
For det andet kan eleverne i begrænset omfang gøre ting, man ikke normalt ville give dem lov til.

Eksempler på hvad points kunne bruges på

• Undgå fravær ved kort tids forsinkelse (5-10 min.)
• Ekstra tid til test
• Spise/drikke i undervisningstiden
• Høre musik under opgaveregning
• Anvende ekstra hjælpemidler til opgaver

Jeg har ikke selv anvendt systemet, så jeg har ikke konkrete erfaringer. Men jeg har tænkt over nogle konkrete problemstillinger man bliver nødt til at overveje:

Hvordan holder man styr på points? Man skal nok fokusere på at give grupper points frem for enkeltpersoner, og hellere give mange points få gange end hele tiden. Hele klassen kan også få points en gang imellem. Måske kan en elev agere sekretær og løbende notere points i et regneark.

Hvordan skal fordelene gives? Skal privilegier låses op for altid, eller bare i et modul? Det er nok en god ide for holdånden at nogle privilegier gælder for hele gruppen eller hele klassen. For eksempel kan en elev med mange points købe hele klassen ekstra tid til en test – det vil nok skabe god stemning.
Et godt designet system vil være opbygget så man er sikker på at der er elever med nok points til at købe den ekstra tid – og testen har fået reduceret sin tid på forhånd, så de ender med at få præcis den tid de skal bruge.

Et sidste trick er at bruge terninger. Resultater fra behavioristiske forsøg viser at man bliver mere engageret af at få en belønning på 5 kroner hver femte gang end at få en krone hver gang man gør en indsats. Så måske får eleverne kun points hvis de besvarer et spørgsmål og slår en 6’er med en terning…

Lad mig endelig høre jeres tanker og overvejelser, positive og skeptiske. Har du flere ideer vi kunne tilføje til listerne med forslag? Vil du selv bruge det i din undervisning, eller kender du nogen der ville være interesserede i forsøget?

Ideen stammer fra spiludvikleren Peter Klogborg, der har Twitter-profilen Game Descientist.

Til min glædelige overraskelse er jeg for nyligt blevet inviteret til at holde foredrag for underviserne på VUC Århus den 30. november. Den udfordring har jeg taget op, og er nu i gang med forberedelserne.
Den korte beskrivelse:

Gamification og spildesign i undervisningen

Hvordan kan man bruge gamification, så undervisningen ikke bare bliver til et dårligt spil?
En del af svaret findes i en samling af principper for godt spildesign, der skal inddrages for at sikre kvaliteten.
Jeg vil komme ind på mine egne erfaringer med gamification, ved brug af simulationer som spil, pointsystemer og belønninger.
Endeligt vil jeg pege på en række forskellige elementer fra spil, der kan inspirere til at tænke nye muligheder i undervisningen.

Hvis andre skulle være interesserede, er I naturligvis velkomne til at booke mig til at holde foredraget igen ved en anden lejlighed.

Samtidigt forventer jeg at foredraget vil give anledning til en masse nye overvejelser, jeg kan skrive om til jer der følger bloggen.

Skal eleverne være fokuserede på at lære – eller på at præstere?

Et element der næsten per automatik kommer ind når man arbejder med gameification i undervisningen er synlig læring. For at kunne håndtere enhver form for pointsystem skal elevernes arbejde hele tiden bedømmes, så det kan afgøres om det skal resultere i points.

Hvis du kender til forfatteren Hatties tilgang til synlig læring, så vil jeg allerede nu bede dig om at læse om hvorfor gamification både er anderledes og bedre end synlig læring (link).

Hvad skal man så stille op med den bedømmelse af elevernes arbejde? Det oplagte er at se til de mange multiplayer-spil, der fungerer som konkurrencer, hvor formålet med spillet er at vinde over de andre deltagere.

Men spørgsmålet er, om konkurrence er et element der på længere sigt er motiverende. Her skal man huske på, at en spiller deltager frivilligt i konkurrence-baserede computerspil, hvorimod en elev er tvangsindlagt til at deltage i en konkurrencebaseret undervisning.

Og her kommer den pædagogiske forskning ind. Forskeren Skaalvik  har undersøgt hvad han betegner som præstationsorienteret undervisning og læringsorienteret undervisning. I begge orienteringer bliver elevernes indsats og resultater bedømt, forskellen er hvad der gøres med bedømmelsen. Hvis elevernes resultater bliver stillet op imod hinanden, så fokus bliver på om man ligger i top eller i bund i klassen, så medfører det et såkaldt præstationspres, som saboterer elevens motivation og evne til at lære på langt sigt.

Derfor står konkurrence i modsætning til god undervisning.

Men i den læringsorienterede undervisning stilles elevernes resultater op imod deres tidligere resultater. Derved bliver det synligt at eleven har lært noget, hvilket giver succesoplevelser, modvirker præstationspresset og motiverer på den lange bane.

Når man skal vise eleven, at hun har lært noget, kan man naturligvis ikke tage udgangspunkt i en karakter. En elevs karakter vil ofte ligge fast, og nogle gange falde. Karakteren betyder egentligt “hvor godt klarer du dig i forhold til gennemsnittet af alle danske elever” – og er derfor dybt konkurrence-præget. Eleverne er tit meget opmærksomme på at deres karakterer ikke skal vises for klassen, hvilket kan indikere en frustration over at de “burde være bedre”.

Det er derimod motiverende at have et objektivt mål for hvor svære opgaver i skolen er, så eleven kan se at hun bliver i stand til at løse stadig sværere opgaver i faget. At se sine faglige evner vokse over tid giver succesoplevelser, og er motiverende på den lange bane.

Samtidigt viser forskningen at disse succesoplevelser ikke bare motiverer eleven til at arbejde mere i faget, de forbedrer faktisk elevens evner til at løse opgaverne.

I det lys er spil-elementernes fornemste opgave ikke at skabe konkurrence, men at skabe succesoplevelser.

Derfor har jeg et projekt droppet at vise elevernes achievements på en projektor foran hele klassen. Eleverne skal i stedet notere deres optjente points og achievements i en personlig logbog, så de kan se deres udvikling over tid.

Man kan systematisk synliggøre elevernes personlige vækst med et XP (erfarings-point) system, som for eksempel Classcraft, hvor eleverne ser en tydelig udvikling efterhånden som de får løst opgaver, laver lektier og udfører andre aktiviteter i undervisningen.

Et andet projekt hvor jeg har arbejdet fokuseret med at give eleverne succesoplevelser er ekspertsystemet til fysikrapporter (link).

Vil du vide mere om gamification i undervisningen? Gå til alle indlæg: Oversigt (link)
eller tilmeld dig facebook-gruppen Gamification i undervisningen (link)

I min foregående post, Støjende spil-elementer nævnte jeg at ethvert spil-element der tilføjes til undervisningen også bør pege ud over sig selv. Dette vil jeg udfolde gennem eksempler fra mit eget projekt.

Elementerne i spillet kan, fordi det er brætspil inspireret, alle kobles til to konkrete objekter: En printet spilleplade og en digital logbog (word-dokument).

Spillepladen indeholder grafiske elementer, der gør den mere lækker at se på. Den centrale del af pladen er opbygget over et foto af en medicinsk drop-pose, og de forskellige achievements symboliseres ved pænt redigerede fotos af sygeplejesker, læger, forskere osv. Men de grafiske elementer er ikke bare pæne, de understreger også temaet for undervisningen.

Forløbet om radioaktivitet har i dialog med eleverne fået temaet kræftbehandling. Dette er allerede indopereret i undervisningen gennem valg af opgaver og materiale (en bog med titlen “Medicinsk Fysik”), og eksempler på anvendelse af radioaktivitet til undersøgelse og strålebehandling.

Så de grafiske elementer virker til at understøtte integrationen af det valgte tema i den faglige undervisning.

På spillepladen er markeret to egenskaber, der låses op for når bestemte pointtal er opnåede. De giver eleverne mulighed for at springe frem i opgaverne, og for at optjene points ved at hjælpe hinanden.

Elevernes mulighed for at springe frem i opgaverne hjælper til at de hele tiden er tilstrækkeligt udfordrede, hvilket er en kvalitet i undervisningen.

Den hjælpende egenskab understøtter at eleverne samarbejder, og fjerner den tendens til egoisme der kunne opstå hvis eleverne udelukkende kunne optjene points ved selvstændigt at løse opgaverne.

Samarbejde er en vigtig proces i den pædagogiske teori. I følge Cooperative Learning vil ikke blot eleven der modtager hjælp, men også eleven der skal forklare opgaven lære mere end hvis de arbejdede alene.

Et vigtigt element er facitlisten, der lader eleverne tjekke deres beregninger selv.

Det er en kvalitet for undervisningen at eleverne øjeblikkeligt kan se om deres arbejde er godt nok.

Herunder kan nævnes den kognitive teori, som siger at vi først forbedrer vores (mangelfulde) forståelse når vi konkret kan se at den fejler. Modsat vil elevens korrekte forståelse blive forstærket når eleven ser at han kan løse opgaverne korrekt.
Man kan også forsvare det øjeblikkelige feedback ud fra spil-design teori, hvori ses som godt design at spilleren med det samme kan overskue hvilke konsekvenser en handling har.

Til sidst er de forskellige achievements samt selve logbogen, der alle tjener samme formål i undervisningen.

Når eleven over tid ser, at hendes evne til at løse opgaver er blevet forbedret, vil det give en positiv selvopfattelse i forhold til faget.

Logbogen og achievements skal gøre det simpelt at sammenligne sine præstationer fra gang til gang, og derved ser eleven at hun kan løse opgaverne stadigt hurtigere, og løse stadigt mere udfordrende opgaver.

Pædagogiske teoretikere som Skaalvik hævder, at oplevelsen af at forbedre sig i et fag medfører en masse positive effekter, blandt andet forøges eleven evne til at løse opgaverne.

Hermed er der redegjort for hvordan alle indgående spilelementer ikke blot er medtaget for at undervisningen skal ligne et spil, men fordi de potentielt kan forbedre kvaliteten af undervisningen.

Vil du vide mere? Hold dig opdateret og stil spørgsmål på Facebook-gruppen Gamification i undervisning.

Eller læs om de bedste Gamificerede undervisningsmetoder.

Når man vil indføre spil-elementer i undervisningen, bør man naturligt nok overveje om det overhovedet vil medføre noget positivt.

Med andre ord:

Bidrager spil-mekanismerne til støj og ikke til fordybelse?

Som jeg har nævnt før kan man ikke bare smide spil-elementer ind i en undervisning på må og få – det vil i hvert fald ikke resultere i et positivt resultat.

Her kræves indsigt i spildesign. Selv har jeg haft tiden til at læse lidt i “Rules of Play” der kan betragtes som en (meget fyldig) teoretisk grundbog.

Som eksempler på anvendelse af spil-design vil jeg her nævne fire faldgruber, man bør være opmærksom på, og som advares om i spildesign teorien:

1. Spillerne (eleverne) ved ikke hvad de skal gøre for at komme videre.
2. Spillerne kan ikke overskue deres status i spillet.
3. Spillet er ikke designet så det naturligt leder spilleren til den ønskede adfærd (den adfærd, der vil give spilleren den bedste oplevelse af spillet).
4. Der er ikke tænkt dybere over hvad man vil opnå med indførsel af mekanismer, det bliver bare “glitter” uden substans, som den kritiske elev ser igennem.

Alle fire faldgruber handler om at spil-elementerne distraherer og støjer frem for at bidrage til undervisningen.
I mit eget projekt har jeg anvendt den følgende strategi til at undgå faldgruberne.

Man kan fjerne støj ved at have en minimalistisk tilgang til spil-elementer.
Her tages inspiration fra brætspil frem for computerspil, idet brætspil typisk har mere simple regler, og simple repræsentationer af spillernes status. 

Det skal siges siges, at spil-design teorien er fælles for brætspil, computerspil og sport, så man kan sagtens forsvare at lave det skifte i fokus.
Den større simpelhed følger naturligt af at der i et brætspil kun er spillerne selv til at holde styr på regler og status. Jeg vælger her også de mere simple brætspil, idet der jo også eksisterer brætspil med meget komplicerede regelsæt, som det kan tage timevis at få overblik over.

Et spil-element inddrages så kun hvis:

1. Det peger tydeligt på hvilke muligheder spilleren har.
2. Det kan integreres overskueligt
3. Det vil spille sammen med den ønskede spiller-adfærd
4. Det har et formål der peger ud over underholdning

Fra mit eget projekt har jeg optjening af points ved løsning af opgaver, der låser op for achievements og nye egenskaber.
Disse elementer bliver overskuelige ved inddragelse af en spilleplade. Her er der en talstige, hvor points for hver opgave noteres, så det er let at aflæse totalen.
Optjening af nye egenskaber er baseret på point-totalen, og det er tydeligt markeret på stigen hvornår man har låst op for en ny egenskab.
Nogle achievements hænger ikke direkte sammen med point total, men er f.eks. låst op ved at løse en enkelt meget svær delopgave (som giver et højt pointtal). Disse står også angivet på spillepladen, så det ikke er nødvendigt at slå op i et regelsæt.

Egenskaberne, der kan låses op, er muligheden for at springe over delopgaver, og muligheden for at opnå points ved at hjælpe andre spillere med allerede løste opgaver. Begge dele giver en ønsket spilleradfærd, nemlig selv-regulering af sværhedsgrad og samarbejde.

Så dette er eksempler på hvordan spil-elementer kan overholde de første tre krav.
I næste post, Forbedring af undervisning ved spildesign, vil jeg udfolde hvordan elementerne kan pege ud over selve spillet, og forbedre undervisningen.